Kamilla Sevel.
Chefredaktør Kamilla Sevel.

Problematisk P-barn skaber gode byer

Når man hører ordet parkeringskælder, så tænkte mange før i tiden på et lidt utrygt sted, som havde været location for hundredvis af krimi- og gyserfilm, og som altid endte forholdsvis dårligt. Sådan er nutidens P-kælder ikke. Nye P-kældre bliver anlagt med videoovervågning, musik, kontrolleret adgang, nøje udvalgte farver, rundkørsler og automatisk fotografering.

Nogle af de nyeste eksempler er under hele Odense, hvor der er vokset en underjordisk by. Eller under Aarhus Ø, hvor man kan  gå med tørt hår fra det ene område til det andet og i den nye bydel Munkebjerg Park også i Odense ligesom i Københavns Nordhavn og i Carlsberg Byen.

Parkeringskældrene er dyre. De koster bygherrerne. Både i direkte omkostninger, men de er især også komplicerede i C02-regnskabet. For det bruger rigtig meget energi at støbe i beton og køre tonsvis af jord væk, mens det bagefter ligefrem kan pynte på regnskabet, når der er masser af overdækkede kvm, som ikke kræver så meget energi til opvarmning.

Der er forskellige måder at tilgå parkering på. Nogle mener bare, at vi skal køre mindre i bil, andre mener, at det er en pestilens, der ikke bare kan anlægges i terræn. Men faktum er, at byernes mellemrum får en fantastisk chance for at leve, når der ikke er biler til at “forurene” mellem husene. Som ovenstående viser, så er der flere ting, der både taler for og imod, når der skal vælges parkering. Men når vi taler byer og forstæder, så er der brug for at tænke nyt.

Dyre parkeringsanlæg, som ikke tjener investeringen hjem, kan som sagt være en fordel på CO2-regnskabet, hvis man er meget ambitiøs, men det kan også bare været noget, der er fordyrende for projektet. I øjeblikket er det rigtig svært for udviklerne og private investorer at få projekterne regnet hjem i forhold til de afkast, som de har lovet baglandet i de renteglade tider for 1,5-2 år siden.

Samtidig er der helt sikkert mange byrådspolitikere, der er ved at få sved på panden over, at de ikke kan levere i forhold til den efterspørgsel på boliger, som er i kommunen. Ikke desto mindre, så er det byrådspolitikerne og forvaltningerne rundt omkring, der skal holde fast i, at der bliver brugt penge på at udvikle byer med plads til mennesker. Også selvom det kan være rigtig svært for den enkelte bygherre at få afkastene til at passe, når omkostninger og salgspriser regnes igennem i disse år.

Der er ikke nogen tvivl om, at parkering er lidt ligesom lejeloven. Der er ikke for alvor nogen, der har lyst til at have en mening, for man ved bare, at man dels vækker stærke meninger blandt samarbejdspartnere, men det er for intet at regne i forhold til, hvad der komme af tilbagemeldinger både fra eksisterende brugere i byerne og for fremtidige i nye områder, som “altid” ønsker sig noget andet end det, man kan tilbyde.

Parkering er en af de der ting, som de færreste sætter pris på. Det skal bare fungere som fundament for det egentlige liv. Det er et lidt kedeligt område, som sjældent høster mange roser på den korte bane, men når byens kvaliteter efter nogle år skal gøres op, så er det afgørende, at der er plads til liv mellem husene.

Hvis tankerne om parkering har givet dig lyst til at læse mere, så se denne analyse fra Concito, som er informativ med masser af spændende fakta.

Læs alle kommentarer af chefredaktør Kamilla Sevel her 

 





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder