fredag 03. maj 2024 10:38
Rådmand dybt frustreret efter nej til projekt
Rådmand i Aalborg Kommune Jan Nymark Thaysens (V) humør var helt i bund torsdag aften efter en overraskende udvikling i sagen om et nyt boligprojekt i kommunen.
Forud for behandlingen i udvalget var det forventningen, at det efter offentlig høring skulle vedtages. Men sådan gik det ikke.
Socialdemokratiet, som er gået ind for projektet ved første forelæggelse, stemte nej sammen med SF.
Og det blev for meget for Jan Nymark Thaysen.
– Jeg blev så rasende, at jeg nu har rykket sagen i byrådet, siger Jan Nymark Thaysen til Nordjyske.
At sagen kan rykkes til byrådet skyldes, at der var stemmelighed i udvalget – 3 mod 3.
Socialdemokratiets Lisberth Lauritsen forklarer partiets kovending med, at “den ikke var der helt endnu”.
20 år undervejs
Sagens kerne drejer sig om udviklingen af et område på hjørnet af Østre Allé og Sohngårdsholmsvej. Her købte boligselskabet Lykkebo i 2003 grunden, der tidligere har huset en skole.
Siden er grunden blevet forsøgt udviklet, men det er altså endnu ikke lykkes.
Det lokalplansforslag, som nu måske alligevel ikke bliver til noget, skulle have givet mulighed for at bygge godt 250 boliger på lidt under 20.000 kvm.