Gladsaxe Kommune køber den gamle politistation i Buddinge for 90 millioner kr.

Gladsaxe Kommune har købt den tidligere politistation på Fremtidsvej og har planer om at skabe en Byens Port til Buddinge med et grønt og publikumsvenligt miljø med gode parkeringsmuligheder omkring Buddinge Station. Prisen for ejendommen, som indeholder den høje, markante etagebygning og to, lave etplansbygninger, er knap 90 millioner kroner.

– Købet af politistationen passer rigtig godt ind i vores GladsaxeLiv-strategi om at skabe mere liv i byen. Området omkring Buddinge Station er et centralt knudepunkt, hvor rigtig mange mennesker færdes hver dag. Derfor er det oplagt at åbne området op og få skabt butikker og tilbud, så man ikke bare suser forbi, men får lyst til at slå sig ned og tage en pause, siger Gladsaxes borgmester Trine Græse.

Det er endnu ikke besluttet, hvad bygningerne skal bruges til. Men i forbindelse med købet har der været tre scenarier fremme: En samling af beskæftigelsesindsatsen i et Beskæftigelsens hus, indretning af et Sundhedshus eller et byudviklingsprojekt i samarbejde med private aktører.

Det ene scenarie går ud på at skabe et Beskæftigelsens Hus, hvor Jobcentret, Ungeenheden og Job og Indsats samles under et tag. Dermed får borgerne nem adgang med offentlig transport, og medarbejderne, som i dag er spredt på flere, mindre lejemål, kan yde bedre service som følge af bedre muligheder for synergi og samarbejde mellem enhederne. Samtidig kommer de tættere på de vigtige samarbejdspartnere, som sidder på Rådhuset, der ligger et stenkast fra den gamle politistation.

Den anden mulighed er indrette det sundhedshus, som er besluttet, men endnu ikke etableret, i bygningerne, i stedet for i det nuværende Træningscenter Gladsaxe på Kildegården, som det ellers var planen. I Sundhedshuset kan man samle Forebyggelsescentret og Træningscentret, herunder den ambulante træning og rehabilitering, sammen med private aktører, som for eksempel læger, tandlæger, psykologer og fodterapeuter.

Endelig ville ejendommen kunne udnyttes til en blanding af boliger og erhverv i et udviklingsprojekt med private aktører. Men det vurderes ikke at være realistisk, fordi det kræver vidtgående lokalplanændringer, og der ikke er marked blandt projektudviklere for at blande boliger og erhverv.

Læs også: Nyt iværksættermekka på Frederiksberg får opbakning fra borgmester





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder