Stemningen var god og forsigtigt positiv. Og i hvert fald meget bedre end sidste år.

Sådan cirka kan man konkludere efter en uge med ejendomsmesse i Cannes. Der er ingen tvivl om, at det mere stabile økonomiske miljø gør, at flere har forhåbninger om, at markedet kommer i gang igen. Omend de fleste ved, at det bliver med business cases, der skal regnes anderledes end for bare to år siden.

Derfor prægede optimisme da også de cirka 21.300 tilmeldte på årets event, hvis effektivitet ligesom andre år stort set ikke kan overvurderes af dem, der har været der, som gerne vil vedligeholde og opdyrke deres netværk og er enige med Mipims eget udsagn om, at man kan nå “et års netværk på fire dage i Cannes”.

Messen har de seneste år rykket hovedparten af sine aktiviteter fra tirsdag-fredag til mandag-torsdag, og der var da heller ikke et øje på den danske stand fredag formiddag bortset fra Byggesocietetets folk, der var i gang med oprydningen og servering af lidt lemonade til nogle få forbipasserende danskere.

Men de øvrige dage blev Mipim 2024 et af de år, hvor Mipim virkelig beviste sit værd med et mylder af mennesker og med en hovedtese på den danske stand om, at der fremover bør være tale om et fælles nationalt dansk erhvervsfremstød. Det er både interessant for Danmark at tiltrække internationale investeringer til udvikling af vores byer, men også at promovere vores internationalt anerkendte arkitekter, ingeniører og andre rådgivere, der kan sælge deres ydelser til de internationale bygherrer.

Den del blev yderligere understreget i år, da Danmark vandt samtlige kategorier til Mipim Awards, som vi var nomineret i. Der er kæmpe grund til at være stolt af, hvad vi præsterer, og netop den anerkendelse er en god krog, som ville give rigtig god mening at  understøtte erhvervsfremmemæssigt.

En anden ting, der ville give god mening er at samarbejde i Skandinavien og måske også Norden. Den fælles front, som før var tydelig på Mipim, er i dag helt væk. Lige i nærheden af den danske stand lå engang den svenske, norske og finske. I dag er der ganske vist en islandsk stand, men resten er forsvundet.

Helsinki er flyttet, Oslo har trukket sig fuldstændig fra Mipim og prøver at lave sin egen event på norsk jord, og Sverige har valgt at stille en masse affald fra franske nedslidte kommoder, taburetter og andet ind på deres stand for at vise, – ja, jeg ved det sådan set ikke, – men sloganet er, at “hvad andre troede var affald, brugte Sverige til at bygge deres stand”. Det er ikke fordi det fremmer forståelsen af Norden specielt meget.

Så vi underbygger ikke selv, at mange internationale investorer ser Norden som en samlet region. På Mipim har vi ikke været længere fra hinanden end vi er i  år.

Og så oven i købet i en tid, hvor der på alle måder er brug for, at vi står sammen.

Internt i Norden kan det godt være, at vi synes, at vi er forskellige, og hvis man er i ejendomsbranchen, så har man kunnet følge, hvordan det svenske marked har været ramt af langt højere nedgang end det danske de seneste to år. Nu er svenskerne ved at komme sig, og det er for det første en fordel for os, fordi investeringerne er så tæt forbundne, men også fordi vi har så meget tilfælles og lever i stabile demokratier med befolkningstilvækst og god økonomi i alle de nordiske lande.

Derfor giver det ikke mening, at vi ikke profiterer af den gennemslagskraft, som vi har i fællesskab. Nordisk Råd var engang en magtfaktor, og der er brug for, at der fra politisk side bliver satset på at øge sammenhængskraften og gøre os stærkere i fællesskab. Det vil i øvrigt gavne os i andre sammenhænge end på Mipim i de urolige tider, vi oplever i øjeblikket, hvis vi i højere grad står sammen.

En anden markant ting på Mipim var, at mens der de seneste år er blevet talt meget om ESG, så var det ikke på samme måde det første folk faldt i tale om i år. ESG-opmærksomhed og -bevidsthed er blevet en hygiejnefaktor, som indgår på samme måde som digitalisering og ikke er et selvstændigt tema i samme grad som før.

Til gengæld var det et stort tema, hvilke segmenter, man skal investere i i ejendomsmarkedet.

Logistik var det “nemme” svar fra flere investorer, men der var også stor opmærksomhed på boligområdet. Og her bliver det så lidt mere nuanceret. For udenfor Mipim hastede de mange jakkesætsklædte mænd og kvinder ret uopmærksomt forbi det store gule skilt onsdag sat op bag en skov af telte med det formål at vise, hvor uretfærdigt boligmarkedet er. På skiltet stod der, at Mipim er lig spekulation, lig dyre boliger, lig flere hjemløse og lig beton, beton og mere beton.

Det var en lille event men med et alvorligt statement, som skal tages langt mere alvorligt end det blev foran Caffe Roma den 13. marts for ellers kan det komme til at spænde ben for de gode stabile samfund, vi har – og gerne vil fortsætte med at have – i Europa.

For mig at se er den kortsigtede take-away fra årets messe, at der vitterlig er tale om en blød og langsom landing i ejendomsmarkedet, som nu er ved at stabilisere sig. Men også, at ejendomsbranchen endnu kun taler om, men ikke har noget svar på de langt større og markante strukturelle problemer, som er en uudtalt driver nede under den umiddelbare forretning.

Det kan man så tænke over det kommende års tid.

Mit bud er, at det kommer til at drive debatterne og der er god grund til at udforske det gode svar, og hvordan vi indretter vores byer, så vi både skaber betalbare boliger af ordentlig kvalitet og samtidig mindsker klimaaftrykket. Den strukturelle ubalance kommer alle i branchen til at forholde sig til. Men jeg indrømmer gerne, at det er svært, og man har det jo med at fokusere på de problemer, der ligger lige foran, for det er udelt nemmere at forholde sig til.

Når alt det så er sagt, som er en del af branchens ansvar og udvikling i de kommende år, og som kommer til at trække tænder ud, så sker der jo ikke noget ved, at man drikker rosé og har det hyggeligt sammen og når et års møder på en uge, hvis bare man ikke glemmer de store dagsordener.