onsdag 27. september 2017 13:32
45.000 kvm shoppingcenter i Hørsholm får politisk opbakning
Investorer har fået politisk opbakning til at gå videre med planerne om et kæmpe indkøbscenter mellem Kokkedal og Hørsholm, hvor Cirkelhuset og Nordsjællands Grundskole og Gymnasium ligger, skriver Frederiksborg Amts Avis.
Planen omfatter en biograf, et hotel og et handelsstrøg med 45.000 kvm butikker. Blandt butikkerne skal der være outlet for udslagsvarer. Cirkelhuset huser lige nu en række butikker, heriblandt JYSK.
Ifølge avisen viser en analyse fra Cowi, at der kan flyttes markant på nordsjællandske indkøbscentres markedsandele, hvis projektet realiseres. Det er centre i Lyngby, Gentofte og den vestlige del af Hillerød, der vil miste markedsandele, da centeret anslås at kunne omsætte for 570 millioner kr. årligt.
– Størstedelen af handelslivet i Hørsholm støtter planerne, fordi det vil styrke området. Vi håber, at Erhvervsstyrelsen vil se på området som en helhed, siger Fredensborgs borgmester Thomas Lykke Pedersen.
Byrådet i kommunen har vedtaget at anbefale, at Erhvervsstyrelsen udpeger området til aflastningscenter, hvilket er et første afgørende skridt mod realisering af projektet.
Læs også: Nabobutikscentre følger udviklingen i Vanløses nye 27.000 kvm butikker og spisesteder
Læs også: AP Ejendomme vil rive Tårnby Torv ned og bygge 22.000 kvm butik og hotel