Illustration af AP Ejendommes plan for Tårnby Torv (Foto: AP Ejendomme)

AP Ejendomme vil rive Tårnby Torv ned og bygge 22.000 kvm butik og hotel

AP Ejendomme barsler med planer om at bygge et helt nyt Tårnby Torv på 22.000 kvm i seks etager, hvor der i tillæg til tre store detailkæder i gadeplan er planer om boliger og hotel.

Det er forvaltningens vurdering, at det vil være gavnligt for Tårnby Torv og byområdet at få sat gang i en udvikling, der kan give området et nyt og moderne udtryk og samtidig give kommunecentret et tiltrængt løft rent detailhandelsmæssigt, fremgår det af et notat fra et møde i kommunens Bygge- og Ejendomsudvalg.

– Tårnby Torv har et kæmpe potentiale. Jeg tror, at det bliver et super projekt. Vi har en meget positiv dialog med kommunen, som også gerne ser sker en revitalisering af området, for det er jo et gammelt og slidt center, der kan betydeligt mere, end det kan nu. Potentialet er der. Nu skal vi bare undersøge, hvordan vi bedst realiserer det, siger direktør hos AP Ejendomme, Peter Olsson.

Hvor det nuværende Tårnby Torv er opdelt i to, vil det nye handelstorv fremstå som en samlet blok. På første sal skal der være et stort fitnesscenter og resten skal være hotel og boliger.

– Der er allerede rigtig mange interesserede i og med at det er en virkelig god beliggenhed med ideel infrastruktur. De eksisterende lejere er også rigtig glade for at være der. Det bliver spændende at se, hvilken kombination af butikker det ender med, siger Peter Olsson.

AP Ejendommes planer flugter ikke helt med den eksisterende lokalplan, men kommunen har valgt at igangsætte planarbejdet for at imødekomme AP Ejendommes planer. Det skal bl.a. præciseres i lokalplanen, at der må etableres hotel.

– Der er brug for flere hoteller i nærheden af lufthavnen, som kun ligger et stop fra Tårnby Station, som ligger lige nede under Tårnby Torv, og det er der mange operatører, som kan se potentialet i, siger Peter Olsson.

Læs også: Nabobutikscentre følger udviklingen i Vanløses nye 27.000 kvm butikker og spisesteder

 





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder