(Foto: letbanen.dk)

Godt og dårligt nyt for Aarhus Letbane

Der var to grunde til at Aarhus Letbane som planlagt ikke kom ud at køre på sin officielle jomfrutur lørdag med kransekagespisende aarhusianere ombord.

Dels afviste Trafikstyrelsen at efterfølge den uvildige assessors vurdering af, at Aarhus Letbane lever op til kravene om fremtidig vedligehold, og at Aarhus Letbane derfor ikke kan godkendes som forvalter af Letbanen. Dels er Trafikstyrelsen ikke tilfreds med dokumentationen af det sikkerhedsarbejde, som letbanens operatør Keolis har udført.

Dette betegner Aarhus Letbane som særdeles skuffende og denne vil nu undersøge, om der i den forbindelse kan placeres et ansvar hos operatøren. Borgmester Jacob Bundsgaard har forlangt en redegørelse på hans bord mandag morgen. Keolis-direktør Thomas Friis Brændstrup er rystet over den manglende godkendelse.

– Systemet er sikkert. Vi har kørt testkørsler i 10 uger. Alt er klar til at køre med passagerer. Jeg er uforstående over, at Trafikstyrelsen ikke har kunnet godkende vores sikkerhedsledersystem. Det er ikke fuldkomment, men vi mener, at det absolut er brugbart. Det mener Trafikstyrelsen så ikke – og vi har gjort indsigelse mod Trafikstyrelsens afgørelse, siger han til Aarhus Stifttidende.

Trafikstyrelsen vurderer, at der vil gå mindst halvanden måned, før letbanen kommer ud at køre med passagerer.

I skyggen af denne nedslående nyhed for Århus’ indbyggere kan de glæde sig over, at der torsdag blev afsat midler i byens budget til mere letbane. En del af den planlagte rute mellem Brabrand og Aarhus Ø er blevet fremskudt således at den del der fører fra Aarhus H til Aarhus Ø kommer i gang samtidig med at store dele af den nye bydel er under opførsel.

Samtidig har man valgt at lade stigende grundpriser på netop Aarhus Ø betale for den nye letbane, i og med at letbanen i sig selv vil få grundpriserne til at stige.

– Det gælder helt generelt, at bedre trafikforbindelser i et område giver højere huspriser, og derfor vil en letbane på Aarhus Ø øge værdien af lejlighederne, siger Johan Nairn, indehaver af Nybolig Bruuns Bro, til Jyllands-Posten.

Med det politiske flertal for projektet, kan en letbane til Aarhus Ø være klar om fire år, vurderer Susanne Krawack, der er mobilitetschef i Aarhus Kommune.

– Det har hele tiden været planen, at der skulle en letbane til Aarhus Ø som en del af etape 2. Nu deler vi etapen op og tager fat på Aarhus Ø-delen, fordi det er en simpel og enkel etape, hvor det hele er forberedt, så der er ikke så meget, der skal forundersøges. Vi skal have beskrevet et projekt, så skal der laves en vvm-vurdering, og derefter skal Aarhus Letbane i gang med anlægget, så vores bud er, at letbanen kan stå klar i 2021, siger hun til Jyllands-Posten.

Læs også: Rune Kilden: Bygherren bør også aflevere referencer





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder