“Det sku’ vær så godt, men så det faktisk skidt”. Den gamle strofe fra Sangen om Larsen passer desværre godt på Arkitekturåret i forhold til den professionelle ejendomsbranche.

I en årrække har man vidst, at København var udnævnt til Unesco Arkitekturhovedstad 2023. En fornem titel, som vi selv kunne fylde ud på forskellig vis med udstillinger, foredrag, rundvisninger – eller noget helt andet.

Jeg er sikker på, at de allerfleste i ejendomsbranchen har hørt om det. Jeg er også næsten sikker på, at hvis du, der læser dette, ikke er arkitekt, så har du stort set ikke mærket den fine mulighed og formentlig ikke deltaget i ret mange af aktiviteterne, men måske har du fået set udstillingen i Dansk Arkitektur Center om Københavns udvikling.

I foråret 2021 var der ellers store forventninger til, hvad arkitekturåret skulle kunne. I et interview i Estate Magasin talte jeg med stadsarkitekt Camilla van Deurs, der blandt andet sagde:

– Det er en fantastisk gave som stadsarkitekt, at Unesco har kigget på København og givet os den her flotte titel. Vi kan bruge det i kommunen som et måleår for vores egne byggerier, hvor vi gør os lidt ekstra umage, men vi håber også, at branchen vil byde ind. Vi er i dialog med blandt andet Danske Ark, Byggesocietetet og Arkitektforeningen. Det er en stor vækst- og eksportmulighed og en chance for at tale om, hvad der er særlig dansk og ikke kun københavnsk.

Desværre bød branchen – måske ikke så overraskende – ikke bare ind af sig selv. Og de tre organisationer, som der blev skabt dialog til var primært i arkitektsporet. Naturligt nok var det en lækkerbisken for arkitekterne at kaste sig over et arkitekturår, men det blev også lidt en lukket fest. Den store kongres i sommer fik masser af arkitekter til at komme til Danmark og drøfte og analysere arkitektur og arkitekturtrends med andre arkitekter, se på byggerier – og ikke mindst nyde København, når den viser sig fra sin bedste side.

Det gik sådan set fint. Men det bidrager næppe så meget til eksport og vækst, når arkitekter viser deres projekter frem for andre arkitekter. Det er nu engang sjældent dem, der er deres kunder.

Ser man i stedet på den professionelle ejendomsbranche, som tæller alle dem, der faktisk afgør, hvilken arkitektur, der kan skabes, så har Arkitekturåret ikke sat et markant aftryk.

Muligheden for at diskutere vores udvikling af det byggede miljø i et år, hvor byggeriet bremsede op og mange havde mulighed for at finde tid til det, er stort set ikke blevet brugt.

Det er synd, fordi det var så åbenlys en kontekst, men det udstiller også, at der fortsat er langt til, at der bliver en ligeværdig og lige interesseret dialog mellem de kreative og dem, der træffer beslutningerne. Man kan ikke tage for givet, at dialogen opstår af sig selv, hvis man ikke gør noget for at sætte den i gang.

Nu er 2023 ved at lakke mod enden. Muligheden for at gribe, opkvalificere og opgradere dialogen i forbindelse med Arkitekturåret er forpasset. Men der er stadig en mulighed for at gøre det, selvom det ikke har et bagtæppe.

Der er nemlig blevet bygget rigtig meget de seneste år, og mens graden af bæredygtighed ofte er noget af det, der stjæler opmærksomheden, så kredser den æstetiske diskussion mest om byggerier, der enten falder helt ved siden af eller kan få borgerne op af stolene, mens den generelle debat om, hvad der egentlig er god arkitektur, og hvordan man som bygherre vælger den rigtige løsning og lærer af hinandens erfaringer er mindre fremherskende.

Vi kan blive meget bedre til at diskutere og dele de gode erfaringer på tværs af Danmark. Hvis vi kan sætte fokus på de gode projekter og byggemetoder, der bliver skabt, så vil vi også kunne bruge det proaktivt i forhold til vækst og eksport. Også selvom Arkitekturåret nu er slut.