mandag 11. december 2023 11:24
Nye ejendomsvurderinger: Halvdelen får skattestigninger
Der er skattestigninger på vej til halvdelen af alle erhvervsejendomme.
Det står klart, efter Vurderingsstyrelsen har åbnet muligheden for at tilgå de foreløbige vurderinger på erhvervsejendomme. Erhvervsejendommene tæller blandt andet udlejningsejendomme, almene boliger og erhvervsdelen af land- og skovbrugsejendomme.
I alt er 318.000 erhvervsejendomme vurderet, og cirka halvdelen skal betale mere i skat.
Vurderingerne har været længe ventet i ejendomsbranchen, og derfor glæder Ejendomdanmark sig over, at de nu er kommet.
– Ventetiden har været meget lang for branchen, og vi havde gerne set, at vurderingerne var kommet ud for længe siden. Jeg håber, at fejlraten vil være lavere for erhverv, end det var tilfældet for ejerboliger, hvor der var behov for mange tilpasninger på bagkant. Det var ikke fair over for boligejerne, og det vil heller ikke være fair over for vores erhvervsliv, hvis der er mange fejlskud, siger Peter Stenholm, adm. direktør i Ejendomdanmark.
Ifølge Curt Liliegreen, direktør i Boligøkonomisk Videnscenter, er konsekvenserne af de nye ejendomsvurderinger ikke store. Ifølge ham bliver stigninger i 2024 i størrelsesorden 2,8 procent.
– I 2025 træder de nye ejendomsvurderinger i kraft med stigningsbegrænsninger i størrelsesordenen 4,75 procent om året, når vi taler om andelsboliger og 3,5 procent for almene lejemål, siger Curt Liliegreen til TV 2.
Første gang siden 2012
Det er første gang siden 2012, at erhvervsejendommene får en ny offentlig vurdering.
Ifølge underdirektør i Vurderingsstyrelsen, Claus F. Houmann, var det nødvendigt. Samtidig påpeger han, at opgaven om muligt er endnu mere kompleks end ved boligvurderingerne.
– Vurdering af erhvervsejendomme er grundlæggende en vanskelig opgave, da der er meget få handler og mange forskellige ejendomstyper, siger han.
Netop på grund af de fejlslagene boligvurderinger, vil Ejendomdanmark også bruge de kommende dage og uger på at analysere vurderingerne.
– Vi formoder trods alt, at der bliver behov for tilpasninger. Det giver på netop erhverv, hvor der også er hele aspektet omkring udlejning, en unødvendig usikkerhed. Derfor ser jeg frem til den fortsatte dialog med både myndigheder og politikere om, hvordan vi bedst håndterer de udfordringer, der opstår som følge af vurderingerne, Peter Stenholm.