tirsdag 05. december 2023 13:10
Christian Poulsen bliver ny adm. direktør for Københavns Lufthavn
Danmarks største lufthavn og også en af de største ejendomsbesiddere i landet, Københavns Lufthavne A/S, får ny adm. direktør.
Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse tirsdag eftermiddag.
Ny adm. direktør bliver Christian Poulsen.
Christian Poulsen har siden Thomas Woldbyes afsked i slutningen af september været konstitueret adm. direktør.
Han har i mere end 14 år haft forskellige ledende stillinger i Københavns Lufthavn, herunder stillingen som driftsdirektør i de seneste fire år.
Udnævnelsen af Christian Poulsen sker ifølge Københavns Lufthavn efter en grundig proces, løftet af en international rekrutteringsvirksomhed.
-Besidder indgående kendskab
Bestyrelsesformand Lars Nørby Johansen føler sig derfor også sikker på, at den nye adm. direktør har de evner, der skal til for at styre virksomheden fremadrettet.
– Han besidder en enestående kombination af at have et indgående kendskab til lufthavnen og dens mange stakeholders, og derudover er han en yderst kompetent leder, der kan sikre, at lufthavnen fortsætter sin positive udvikling og bevarer momentum, siger han.
Københavns Lufthavn er lige nu i gang med en række større initiativer, som skal sikre, at lufthavnen også i fremtiden er et attraktivt, passagervenligt trafikknudepunkt for Danmark. Blandt andet udvikler lufthavnen Terminal 3-området og fordobler størrelsen på bagageudleveringen, skaber bedre kapacitet i paskontrollen og opgraderer shoppingcenteret.
Christian Poulsen ser frem til at være en del af den fortsatte udvikling af Københavns Lufthavn.
– Jeg er meget stolt og ydmyg over at få muligheden for at indtræde som adm. direktør for Københavns Lufthavne. Jeg ser frem til at bruge min indsigt og erfaring fra mine år i lufthavnen til at fortsætte ambitionen med at udvikle og løfte lufthavnen til et nyt niveau til gavn for passagerer, samarbejdspartnere og dansk infrastruktur. Jeg vil bidrage til at sikre, at CPH forbliver en attraktiv og konkurrencedygtig lufthavn i mange år fremover, udtaler han.
Thomas Woldbye forlod posten som adm. direktør i Københavns Lufthavn, da han fik tilsvarende stilling i Heatrow, London.