I disse dage er en stor delegation af danskere i Sydney for at fejre 50-året for Jørn Utzons ikoniske operahus. Et vildt aftryk, der viser, hvad danske – ikke bare arkitekter – men også ingeniører kan.

Men det stoppede slet ikke for 50 år siden. I denne uge var København vært for 200 ejendomsfolk fra hele verden, der brugte København som det gode eksempel, da Urban Land Institute holdt deres årlige Cchange møde i Danmark. Cirka 10 procent af deltagerne var danskere.

Internationaliteten blev fulgt op i ugen af to danske jublende arkitektfirmaer, der i Singapore vandt en byge af priser for flotte og godt designede højhuse, hvilket ellers ikke lige er en bygningskategori, som man har haft mulighed for at øve sig meget på her i landet.

Det vidner alt sammen om, hvor meget danske firmaer egentlig kan, når vi folder os ud. Selvom arkitekter ofte udskælder åbne internationale konkurrencer, fordi de bruger mange timer og ikke får ret høje honorarer, hvis de ikke vinder, så er den kontinuerlige internationale position fastetableret, fordi lysten og evnen har været der til at forfølge mulighederne.

Det kunne resten af den danske ejendomsbranche godt lære noget af.

Når man taler diversitet i ejendomsbranchen, så tænker de fleste på, at der kun er få kvinder på toppen i ejendomsbranchen. Hvilket er helt korrekt. Næste diversitetsudfordring er etnicitet, – der er heller ikke mange i den danske ejendomsbranche med en anden etnisk oprindelse end dansk. Men i forhold til andre brancher, så er der også kun få internationale profiler i ejendomsbranchen.

Det er synd, for det er helt tydeligt, at den tilgang vi har til byudvikling og ejendomsudvikling kan noget helt unikt. På den anden side kunne vi godt lære noget om effektivitet og transparens af andre lande, og den udveksling af erfaringer ville kunne bygge videre på de resultater, som der allerede er blevet lagt mærke til.

Ejendomsbranchen – og især arkitekterne – kunne godt tillade sig at drage større generel fordel af den stort opsatte fejring i Sydney, men så vidt jeg kan se, er det mest den kulturelle elite og ikke ejendomsbranchen, der husker at kippe med flaget enten ved at deltage i festlighederne eller ved at minde om, at det er et dansk fingeraftryk.

På samme måde kunne der sagtens have været flere danskere til ULIs møde i København. Det var en helt unik chance for at møde investorer fra hele verden og udveksle erfaringer og ideer, men som nævnt var det kun en håndfuld danskere, der benyttede sig af muligheden.

– Der er ingen tvivl om, at lande, der bakker op med regulering og grønne tiltag, – og her er Danmark et godt eksempel, – ikke behøver at gå på kompromis med økonomisk fremgang og vækst. Så der er ikke noget, der taler imod, hvis man bare gør det rigtigt, sagde partner Jeremy Oppenheim fra Systemiq, der fra placeringer i London, Amsterdam, München, Jakarta og São Paulo rådgiver om globale og systemiske forandringer.

Det rygte, som Jeremy Oppenheim har bidt mærke i, er netop det, der skal bygges videre på, selvom de færreste i ejendomsbranchen måske selv tænker sådan.

Derfor er det også et stort skridt på vejen og et kæmpe tillykke til BIG og 3XN, når de i den forgangne uge kunne grovhøste priser for deres højhusbyggerier med 3XNs aarhusianske fyrtårn Lighthouse som det eneste prisvindende på dansk grund, mens de øvrige er opført i udlandet.

Vi kan nemlig meget mere end vi tror, og vi udnytter det ikke nok. Vi skal hente inspiration, der kan gøre danske virksomheder endnu bedre og udvide vores virkefelt. Det kan vi dels gøre ved at mingle internationalt. Og vi kan gøre det ved at have fokus på større diversitet i den danske ejendomsbranche, så vi får indtryk udefra og udvikler branchen indefra. Og endelig kan vi naturligvis gøre det ved den danske ejendomsbranches foretrukne model; nemlig at tage på Mipim, men måske nu med et mål om også at høre, hvad andre end danskerne dernede har fundet på det seneste års tid.

Det hele bunder i et særlig talent, som mange danskere har for ikke bare at gøre det, de bliver bedt om, men at gå efter den bedste løsning, som er så vigtigt at holde fast i. Og her kunne man måske citere den danske ingeniør Jørgen Varming, der – i modsætning til arkitekten Jørn Utzon – var med til at fuldføre operahuset i Sydney. Han mente nemlig, at han som ingeniør var  “En kunstner på sin egen måde – ikke bare en død fisk med en regnestok.”

Den særlige evne skal branchen huske på. Vi er ikke gode til i Danmark at ranke ryggen og prale af vores bedrifter, men det skal nu engang til, hvis de skal anerkendes internationalt. Så det er på tide at komme igang. Vi har meget mere at byde på end vi tror!

PS. Hvis man vil se mere om, hvem Jørgen Varming var og hvorfor han var ikke bare var en død fisk med en regnestok, så dyk ned i denne korte og meget fine lille Tv2-film om ham.