Ejendomspriserne 2023: Fem kæmper om Årets projekt – stem nu

For 11. år i træk uddeler Estate Media den 7. september priser til en række profiler i ejendomsbranchen, der på forbilledlig vis har været med til at vise best practice inden for sit felt.

Som optakt til prisuddelingen zoomer redaktionen ind på de nominerede til ’Årets projekt’. Frem til og med fredag den 25. august kan du nå at afgive din stemme på de nominerede til Ejendomspriserne, som er delt op i fem kategorier – Årets projekt, Årets transaktion, Årets profil, Årets velkomst og hovedprisen: Estate Media Prisen.

I denne artikel sætter vi fokus på de nominerede til Årets projekt. Prisen går til det bedste og mest bemærkelsesværdige nye projekt i 2022/2023 og kan gives for projektet som helhed, for den arkitektoniske udformning eller for en særlig struktur.

Der er mange priser – også i Danmark, der belønner og priser arkitekter. Årets projekt-prisen vil derfor oftest gå til den bygherre/team, der har stået bag et projekt og været ham eller hende, der har valgt at bevilge pengene.

De nominerede projekter

Hellebæk Klædefabrik, Hellebæk

Hellebæk Klædefabrik.
Foto: Deas

I 2020 satte Hellebæk Klædefabriks ejere, PensionDanmark og Velliv, i samarbejde med Deas Asset Management, der er udvikler og aktiv bygherre på projektet, gang i udviklingen af en vision og helhedsplan, der skal forvandle de 12.000 kvm på Hellebæk Klædefabrik til 32 boliger, åbne kontorer, grønne møderum og renovering af 60 erhvervslejemål. Det helt særlige ved projektet er, at Hellebæk Klædefabrik i marts 2023 blev præ-certificeret med DGNB platin og er det første ombygningsprojekt af en eksisterende ejendom fra kontorer til nye boliger, der opnår det.  

 

Jernbanebyen, København

Jernbanebyen, som det er tanken, at den skal se ud engang.

Jernbanebyen er den sidste, store brik i byudviklingen i det sydlige København. Over de kommende år udvikler grundejerne, DSB Ejendomsudvikling, Freja Ejendomme og Baneby Konsortiet, det 365.000 kvm store udviklingsområde til en ny, moderne og grøn bydel med store ambitioner for bylivet. Konsortiet skal nu arbejde videre med Cobes vinderprojekt, ’Jernbanebyen – på sporet af en grøn, bæredygtig bydel’, mens flere markante bylivsprojekter er sat i gang i de eksisterende bygninger.  

 

Sundkrogsgade, Nordhavn

Sundkrogsgade 11, hvor DFDS tidligere har haft domicil, er omdannet til et flerbrugerhus.

I Sampensions kommende flerbrugerhus på Sundkrogsgade i Nordhavn bliver hård plast forvandlet til 250 nye stole. Det er blot én af de innovative løsninger, der skal mindske ressourceforbruget under den store renovering af ejendommen på 10.000 kvm, hvor der er fokus på moderne og ansvarlige løsninger, og hvor indretningen afspejler de nyeste tendenser. Udover lejemål fordelt på fire etager vil ejendommen tilbyde bistro, orangeri, loungeområder, 24/7 snackbar og varierende arbejdszoner. Ambitionen er at indsamle erfaringer i projektet og dernæst udbrede løsningen til flere ejendomme i investorernes porteføljer.  

 

Nicolinehus, Aarhus

Bolig- og kontorkomplekset Nicolinehus på Aarhus Ø består af i alt 40.000 kvm og 25.000 kvm kælder. Illustration: Dimension Design

To trekantformede bygninger rejser sig i op mod 17 etagers højde og binder Aarhus Ø sammen med midtbyen ifølge arkitekt og partner Anders Strange fra Aart, der har været arkitekt på byggeriet. Siden 2016 har arbejdet været i gang, og i dag står der 40.000 kvm boliger, erhverv plus 25.000 kvm kælder. Men det mest spektakulære er, at Bricks er lykkedes med den svære opgave det er at skabe liv via en markedshal i ejendommen med både restauranter og dagligvarebutikker, som trækker folk også fra Aarhus C til bydelen.  

 

Mærsks nye domicil

Den blå plads. Rendering for Mærsk af Dorte Mandrup.

A.P. Møller – Mærsk står klar med planer for et helt nyt hovedsæde i centrum af København. Selskabet har søgt om tilladelse til opførelse af 26.000 kvm i Københavns Kommune til et nybyggeri, der vil udvide det nuværende hovedkontor på Esplanaden og give  plads til yderligere 800 medarbejdere. Samtidig vil byggeriet give København en helt ny offentlig plads ved havnefronten og binde Amaliegade 44 og Esplanaden 50 unikt sammen med havnen.  

Hvis du ikke allerede har stemt på din favorit til Årets projekt, kan du stemme på den og de nominerede i de fire andre kategorier i forbindelse med Ejendomspriserne 2023. Stem via linket HER

Du kan kun stemme én gang – rigtig god fornøjelse!





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder