mandag 19. juni 2023 13:33
ATP Ejendomme flytter ind i Kammeradvokatens tidligere domicil
Efter et år med totalrenovering er ATP Ejendomme selv flyttet ind i Poul Schmith/Kammeradvokatens gamle domicil ved Hammerichsgade 14 nær Vesterport Station i København. Det nye kontor er blevet renoveret og indrettet med fokus på bæredygtighed og den moderne arbejdsplads.
– Til opgaven allierede vi os med Sweco, som deler vores visioner for at indrette arbejdspladser, så de matcher til en fremtid, som stiller høje krav til samarbejde og videndeling. Ideen med udformningen af kontoret er, at vi skaber fleksible og moderne fysiske rammer, som giver os et inspirerende, behageligt og imødekommende kontormiljø, hvor man har lyst til at være, fortæller Martin Vang Hansen, der adm. direktør i ATP Ejendomme.
I løbet af renoveringen har det været alfa og omega at skabe et udtryk, som udtrykker ATP Ejendommes dna. Indretningen skal sikre en hybrid arbejdsplads, som gør det nemt at arbejde på tværs. En stor del af materialerne og møblerne kommer også fra genbrug og er blevet upcycled.
– Den nye indretning understøtter en aktivitetsbaseret arbejdsplads, så der ikke kun er arbejdspladser, men også samarbejdspladser. Indretningen skal understøtte ’det tilfældige møde’, hvor man udveksler faglig viden såvel som personlig viden og opnår større kendskab til hinanden. Det kan skabe synergier, som man i mindre grad får ved remote arbejde, siger Mette Gravergaard, arkitekt og Head of Spaceplanning i Sweco.
Lysten til at være på kontoret
Ifølge Martin Vang Hansen skal den nye indretning gøre det attraktivt for selskabet medarbejdere at møde op på kontoret for at arbejde.
– Medarbejderne skal have lyst til at komme på kontoret, og det er fællesskabet, der skal trække. Det har derfor været afgørende, at indretningen indbyder til samarbejde. Og så skal der være faciliteter og et fællesskab, som ikke fås derhjemme, siger han.
Læs også ATP Ejendomme med smalt overskud: Afkast på 1,6 procent i 2022