Adm. direktør Peter Stenholm, Ejendomdanmark. Foto: Jens Rosenfeldt

Pessimistisk ejendomsbranche forventer rekordlavt afkast i 2023

Meget tyder på, at 2023 bliver et år, der for ejendomsbranchen bare skal overstås så skånsomt som muligt, mens man venter på bedre vejr. For nylig fortalte vi her på Estate Media, hvordan transaktionsvolumen i første kvartal i år var den laveste i mange år, og en ny temperaturmåling, som Ejendomdanmark har foretaget, vender også pilen kraftigt nedad.

Hvert kvartal spørger brancheforeningen sine medlemmer til forventningerne til totalafkastet, og resultatet af den seneste rundspørge er netop offentliggjort.

Den viser, at de adspurgte forventer et totalafkast på udlejningsejendomme på 2,4 procent, og det er ikke set lavere, siden målingen blev foretaget første gang i 2011. Resultatet er ifølge Ejendomdanmarks adm. direktør Peter Stenholm bemærkelsesværdigt, fordi der vel at mærke er tale om afkast før finansielle omkostninger.

Trækker 50 milliarder ud af ligningen
– Gør vi det op i kroner og øre, svarer et afkast på 2,4 procent til , at det i år er 50 milliarder kr. lavere, end hvis det flugtede med et mere gennemsnitligt afkast på godt syv procent, siger han.

De kvartalsvise målinger har vist en gradvist faldende tro på et højt afkast i år. I forrige kvartal lød forventningerne til 2023-afkastet på 3,0 procent, og for et år siden forventede investorerne et afkast på hele 5,6 procent.

Til gengæld er der lidt mere optimisme at spore, når det gælder de kommende år. Målingen viser et forventet totalafkast på 4,3 procent i 2024 og et tilsvarende afkast på 5,0 procent i 2025. Og det behøver ikke være helt skudt ved siden af, mener Peter Stenholm.

– Hvis inflationen kommer under kontrol, vil renterne formentlig stabilisere sig på et lavere niveau. Det vil være noget, som smitter positivt af på økonomien, siger han.

 

Læs også:





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder