(foto: EDC)

Aalborg-mægler: Tomgangen vil falde markant i andet halvår

De nordjyske virksomheder har ifølge Ejendomstorvet.dk så meget gang i hjulene, at landsdelen lige nu oplever landets største fremgang for alle typer erhvervslokaler.

– Nordjylland har oplevet et dyk i tomme lokaler, så kun godt seks procent står ledige. Det er under landsgennemsnittet og samtidig et af de største fald i landet. Inden for lager og produktion står under to procent af lokalerne tomme. Det er det laveste i hele landet og et niveau, der har været konstant gennem adskillige kvartaler. Butikkerne har fortsat fremgangen fra sidste år, selv om der stadig er lidt flere ledige forretningslokaler end i det øvrige Danmark, siger Simon Birch Skou, Adm. direktør for Ejendomstorvet.dk, der aktuelt rummer 931 nordjyske lejemål og erhvervsejendomme.

Billedet tegnet af de mange tal i portalen bliver godkendt hos Nybolig Erhverv i Aalborg: 

– Der er vækst i samfundet, virksomhederne tjener igen penge og tror på fremtiden. Vi oplever stor efterspørgsel af kontorer, især i Aalborg, som har en tilvækst på 1500 indbyggere hvert år. Udviklingen bliver forstærket af, at Aalborg i alt får omkring 400 ekstra jobs med statens udflytning af arbejdspladser, og så har omdannelse til boliger fjernet en del lejemål. Vi tror derfor, at lejeniveauet for kontorer vil stige den næste tid, og at tomgangen vil falde markant i andet halvår, siger partner Kim Jacobsen.

Home: Udflytning af Skat giver boligboost til provinsbyer

For lagerbygninger og fabrikshaller er situationen stort set tilsvarende ifølge Nybolig-erhverv mægleren.

– Virksomhederne har brug for flere kvadratmeter, særligt logistikfirmaer og håndværksvirksomheder. Der er ikke meget tomgang, og der bliver bygget noget rundt omkring, men der er stadig ikke decideret mangel på lokaler. I øjeblikket nyder Frederikshavn godt af den store havneudvidelse. 

Under to procent af lager- og logistikbygninger samt fabriksejendomme står tomme, hvilket er nogenlunde samme niveau som før krisen. Dermed har Nordjylland landets laveste tomgang for industribygninger. 

For butikslokaler er billedet mere broget. Med 6,3 procent tomme butikker døjer Nordjylland på den ene side med flere ledige lokaler end resten af landet, men har på den anden side oplevet dyk i tomgangen på næsten tre procentpoint på blot to år. 

– Særligt Aalborg midtby klarer sig fint. Her kommer mange ekstra studerende gennem en årrække, og det har skabt grobund for et miljø med mange cafeer og take-away-butikker. Tendensen bliver forstærket af byens stigende indbyggertal. Hjørring klarer sig også godt med et stort opland, mens Frederikshavn er udfordret af faldende indbyggertal, men vi håber, at havneudvidelse og projekter med byudviklingen kan vende udviklingen også for detailhandlen. Landsdelen mærker urbaniseringen, så nogle butikker i enderne af strøgene i de mindre byer bliver nedlagt. Nogle bliver omdannet til klinikker eller andre funktioner, andre til boliger, siger Kim Jacobsen fra Nybolig Erhverv i Aalborg.





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder