Juridisk direktør i Ejendomsforeningen Danmark, Morten Østrup Møller

Ejendomsforeningen Danmark glæder sig over ny planlov

Den kommende planlov er resultatet af et forlig mellem regeringen, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Socialdemokraterne. Formålet med at modernisere loven er blandt andet at give kommuner, virksomheder og borgere mere frihed til at skabe udvikling og vækst i hele Danmark. Den nye planlov skal blandt andet bidrage til dette ved at sikre bedre udviklingsmuligheder for detailhandel.

Ifølge Ejendomsforeningen Danmark er dette i høj grad tiltrængt, da vilkårene for detailbranchen har ændret sig markant, siden detailhandelsbestemmelserne blev tilføjet til planloven i 1997. Ifølge foreningen er der et stort behov for at skabe mere fleksible regler i forhold til byggeri af detailbutikker, så kommuner og investorer i højere grad får mulighed for at udvikle en detailhandel, der passer til behovet og kundernes ønsker i de enkelte byer.

– Den nye planlov åbner op for at øge byggeriet af både boliger og butiksarealer. Der er ingen tvivl om, at de mere fleksible regler for detailhandelsbyggeri vil resultere i nye og spændende byggeprojekter rundt om i landet, til glæde for både kunderne og væksten, siger Morten Østrup Møller, der er juridisk direktør i Ejendomsforeningen Danmark.

– Samtidig er det positivt, at planloven skaber friere rammer for den lokale detailhandel ved at fjerne begrænsningen på udvalgsvarebutikkernes størrelse, siger Morten Østrup Møller.

Ifølge den nye planlov fjernes størrelsesgrænsen helt for udvalgsvarebutikker, mens størrelsesgrænserne for dagligvarebutikker øges afhængigt af deres placering i henholdsvis bymidter, bydelscentre eller aflastningsområder. Kommunerne får desuden mere frihed i forhold til at afgrænse bymidter og i de større byer anlægge nye aflastningsområder.

– Ved at tillade større udvalgsvarebutikker og lidt større dagligvarebutikker giver man mulighed for at skabe butikker med et bredere sortiment. Det kommer både til at gavne forbrugerne, der får flere varer at vælge imellem, og butikkerne, der bliver mere konkurrencedygtige i forhold til e-handelen, som i stigende grad er en udfordring for de fysiske butikker, siger Morten Østrup Møller.

Ejendomsforeningen Danmark vil følge implementeringen af planloven nøje. I 2017 har foreningen blandt andet føjet et nyt fagligt udvalg til sin liste af foreningsudvalg, nemlig foreningsudvalget for retail. Udvalget vil blandt andet varetage medlemmernes interesser inden for retail- og shoppingcenterbranchen.





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder