Indlæg skrevet af René Neesgaard, Martin Fuhlendorff og Patrick Pedersen, partnere og erhvervsmæglere i Colliers.

Rækkehuse er investorernes nye darling

Indlæg skrevet af René Neesgaard, Martin Fuhlendorff og Patrick Pedersen, partnere og erhvervsmæglere i Colliers.

Hvor søger investorerne hen, når renten, byggepriserne og usikkerheden stiger? Svaret er kort fortalt dér, hvor lejerne er.

I de seneste tre år er de især søgt mod rækkehusene, som der er opført mellem 6.000 og 7.000 af hvert år på tværs af hele Danmark, og de seneste forandringer skabt af corona, inflationen og politisk usikkerhed har ikke ændret tendensen. Tværtimod.

Senest har vi set handler af både større og mindre porteføljer af rækkehuse til rekordlave afkast mellem 3,75 og 4,75 procent på Fyn, Nordsjælland, i Odense, Aalborg og Vejle, og investeringerne svinger fra mellem 50 og 500 millioner kr.

Singler og ældre er den primære målgruppe
Der er flere årsager til, at segmentet trives så godt i en usikker tid og sandsynligvis også vil gøre det mange år endnu.

For det første er størrelsen på rækkehusene attraktiv for et stigende antal af singler med børn samt ældre, som også forventes at stige i antal. Begge målgrupper søger fleksibilitet og minimalt vedligehold.

For det andet søger målgrupperne mod lejeboliger, da de oftest er mindre købestærke, hvilket kun må forventes at accelerere, så længe realkreditobligationerne er på himmelflugt.

Det ses blandt andet på antallet af rækkehuse til udlejning, der i dag udgør den største andel af de nyopførte rækkehuse. I forhold til 2010 er der nu cirka 53.600 flere rækkehuse, der er beboet af lejere, hvilket svarer til en stigning på 23,2%. Til sammenligning er antallet af nybyggede rækkehuse, der er beboet af ejere, kun steget med 6,6% i samme periode.

Investorerne ser derfor nybyggede rækkehuse som investeringer med mindre risiko for et svingende afkast. Samtidig har de mulighed for, i et vist omfang og afhængigt af den geografiske placering, at udligne de stigende byggepriser med stigende leje.

Etplanshuse på cirka 80 kvadratmeter er i høj kurs
Det er især rækkehuse på mellem 75 og 89 kvadratmeter, som er særligt attraktive lige nu, men mange projekter udbydes i kombination med enkelte større enheder på lidt over 100 kvadratmeter, så der bliver mulighed for at imødekomme forskellige behov fra lejerne og investorerne. Selvom der primært bygges i et plan, vil man altså også se boliger i to plan i udvalgte områder og som en begrænset del af udbuddet.

Lejere og investorer søger primært i og omkring byerne i forstæderne. Det gælder især ”pendlerbyer” med god infrastruktur til storbyerne via motorvejsnettet og offentlig transport. På Fyn betyder det, at appetitten især er størst omring Odense, kystbyerne samt Langeskov, Årslev og Vissenbjerg.

I Trekantområdet gælder det især de mange satellitbyer og forstæder til hovedbyerne i Trekantområdet, herunder også Horsens, ligesom rækkehuse også efterspørges i stor stil tæt på Esbjerg.

I Aalborg er det både mod syd i byerne langs motorvejen, men også særligt mod øst, der er stor efterspørgsel på grund af det nye supersygehus og universitetet.

Sidder man som ejendomsinvestor og genovervejer sine investeringer i det nuværende marked, hvor usikkerheden er stor, er det dermed vores bud, at man med fordel kunne overveje især projektrækkehuse i og omkring de større byer i Danmark.





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder