Epicenter K. i Ukraine er en landsdækkende kæde med alt til hjemme. Foto: Epicenter K.

Ukraine: Kæde mister tre store butikscentre

Ukraines største kæde af Gør-Det-Selv markeder har fået tre store butikker jævnet med jorden. Epicenter K er en af de største spillere i butiksmarkedet i Ukraine og førende indenfor Gør-det-selv og andre ting til hjem og have. I februar 2022 havde kæden 71 butikscentre i porteføljen over hele Ukraine.

Kæden har også en onlinebutik på epicentrk.ua, der sælger varer både til dyr, biler, trælast og alle former for byggematerialer og kan sammenlignes med danske Harald Nyborg eller Jem & Fix.

Tre af Epicenter Ks 71 bygge- og husmarkeder er jævnet med jorden. Foto: Epicenter K.

I løbet af de seneste måneders krig siden 24. februar er en række af kædens lager- og logistikfaciliteter ødelagt og flere butikscentre er blevet jævnet med jorden. Det gælder butikkerne i Chernigiv, Mariupol og i Bucha tæt på Kyiv, som nu især er blevet kendt i forbindelse med de ødelæggelser og antallet af indbyggere, der mistede livet, i forbindelse med, at russerne trak sig tilbage fra området. Herudover har missilangreb ødelagt 5 butikker i butikscentret Retroville, der blandt andet husede kædebutikkerne Intersport, 4F, TAF, E.Pic og Gallery Deco i Kyiv.

Men ligesom livet så småt er begyndt at vende tilbage i dele af Kyiv, så fortsætter Epicenter K også med at holde åbent alle de steder, hvor det er sikkert for både kunder og medarbejdere.

– Vi analyserer hele tiden den aktuelle situation og træffer hurtigt en beslutning om, hvorvidt vi skal nedlægge arbejdet i vores butikker. Åbningstiderne skifter også for at imødekomme udgangsforbud og lignende fra de lokale myndigheder. Derfor har vi en liste med, hvilke centre og byggemarkeder, der er åbne, og den opdaterer vi hver dag, oplyser kæden.

Tre centre er jævnet med jorden, mens andre er bombet. Foto: Epicenter K.

Ødelæggelsernes værdi er endnu ikke opgjort. Epicenter K har allerede været ude at sige, at de materielle ødelæggelser vægter ikke så tungt i forhold til, at der allerede er flere ansatte, der har mistet livet i krigen i kampen med at forsvare landet.

– Det er ekstremt svært at værdiansætte den skade, som firmaet har pådraget sig på grund af de fjendtlige tropper. Flere af vores butikker ligger i området, hvor der fortsat er fjendtlige handlinger. Ødelæggelserne i Mariupol, Chernigiv og Bucha alene koster i sig selv et stort million-beløb i USD. Så vidt det er muligt forsøger vi at reparere og dokumentere ødelæggelserne. Og selvfølgelig vil vi, – så snart, vi har vundet endeligt over fjenden, – genopbygge alle vores butikker. Men lige nu er vores prioritet at støtte forsvaret af Ukraine, beskytte så mange liv som muligt og sørge for, at vi i videst muligt omfang sikrer adgang til de af vores varer, som er nødvendige for befolkningen de steder, hvor vi er repræsenteret, oplyser Epicenter K.

Udover de materielle skader har Epicenter K., der er Ukraines førende kæde med alt fra byggematerialer til kæledyrsudstyr, mistet adskillige ansatte i kampene med russerne. Foto: Epicenter K.

VÆR MED TIL AT STØTTE OP OM UKRAINE

Den 1. juni arrangerer Estate Media i samarbejde med Ukraine Real Estate Club en konference om mulighederne for danske firmaer i forbindelse med genopbygningen af Ukraine. Overskuddet går ubeskåret til IDP, der bygger boliger til flygtninge. Tilmeld dig konferencen og få både et overblik over de kommende muligheder i landet og støt et godt formål.

Tilmeld dig her

 

Artiklen er en del af dækningen af krigen i Ukraines indflydelse på ejendomsmarkedet. Artiklerne bliver bragt via Estate Medias samarbejde med Ukraine Real Estate Club. Se alle artikler om ejendomsmarkedets udvikling og krigen i Ukraine her





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder