Kokkedals kommende bymidte, ’Format’, på 57.350 kvm omfatter blandt andet 20.500 kvm boliger og friplejehjem samt 17.350 kvm butikker. Illustration: Holscher Nordberg

Nordsjællandsk projekt godkendt efter ’en lang og til tider sej kamp’

Fredensborg Kommune har onsdag sendt en ny lokalplan i høring. Lokalplanen omfatter en ny bymidte i Kokkedal. Den nye bymidte blev udlagt af Erhvervsministeriet i november 2018, og siden har der været arbejdet på projektet om den fremtidige bymidte med boliger, boksbutikker, friplejehjem, sundhedshus, skole, biograf, caféer og idrætsfaciliteter.

Navnet på den nye bymidte i Kokkedal er ’Format’ – med afsæt i projektets skala og format. Den kommende bymidte på 57.350 kvm omfatter blandt andet 20.500 kvm boliger og friplejehjem samt 17.350 kvm butikker.

Det oplyser ejendomsudvikleren, Hellerup-baserede Athena Partners, som fremhæver, at ’en moderne bymidte fordelt på syv forskelligartede byggefelter sikrer variation og boligdynamik’.

– Projektet startede med, at Nordsjællands Grundskole og Gymnasium havde brug for en ny skole. Derfor er skolen livsnerven i projektet. Derudover ved vi, at Fredensborg Kommune har brug for et boksbutiksområde, der trækker kunderne hjem fra Hillerød, Lyngby og Helsingør. Destinationer som beboere i både Hørsholm og Kokkedal i dag kører langt efter, siger Athena Partners’ Joacim Bruus-Jensen, der er projektansvarlig UTF Invest Nordsjælland, i en meddelelse.

Artiklen fortsætter under illustrationen

Illustration: Holscher Nordberg

Historie
Nordsjællands Grundskole og Gymnasium købte i 2016 i samarbejde med UTF Invest Nordsjælland det nuværende Cirkelhus, som blev opført af arkitekt Poul Cadovius i 1970. Huset er i sin fysiske facon spektakulært, og det var tænkt som udstillingslokaler for møbler mv. Men så kom oliekrisen i 1970’erne, og huset blev aldrig et udstillingshus. Men der kom en afdeling af Magasin indtil 1984, hvor det blev omdannet til privatskolen Nordsjællands Grundskole og Gymnasium. En skole med over 1.200 elever, som stadig holder til i ejendommen.

De seneste 5 år har man arbejdet med at omsætte ønsket om en ny skole til et aktivt byområde, og i 2018 fik man erhvervsstyrelsens tilladelse til at opføre en ny bymidte i området. Siden er planerne løbende blevet konkretiseret og opfylder nu Nordsjællands Grundskole og Gymnasiums ønske.

Artiklen fortsætter under illustrationen

Illustration: Holscher Nordberg

– Vi har efter bedste evne søgt at få enderne til at mødes, så Hørsholm Kommunes politikere er trygge ved, at de kommende butikker får en anden størrelse og kundegrundlag end de klassiske bymidtebutikker.

– Det har været en lang og til tider sej kamp, men i efteråret 2021 lykkedes det endelig at finde et passende sammensat projekt for alle parter, siger Joacim Bruus-Jensen.

Athena Partners’ projekt er blevet til i samarbejde med arkitektfirmaet Holscher Nordberg og Cowi som rådgivende ingeniør.

 

Fakta: Kokkedals nye bymidte ’Format’

– Kokkedals nye bymidte består af 57.350 kvm fordelt på:

– 20.500 kvm boliger og friplejehjem

– 17.350 kvm butik – inklusive 1.000 kvm mindre dagligvarebutikker

– 2.900 kvm skole i Fredensborg Kommune og cirka 9.000 kvm i Hørsholm Kommune

– 1.200 kvm erhverv

– 1.200 kvm restaurant

– 8.500 kvm kultur og sundhed (fitness, padel tennis, sundhedshus, biograf mv)

– 5.700 kvm parkeringshus





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder