Kamilla Sevel.

Chefredaktør og partner i Estate Media Kamilla Sevel er fyldt 50

 

Det er et kendt ansigt i ejendomsbranchen, der søndag den 19. marts kunne fejre 50 års fødselsdag. Netop hjemvendt fra Mipim er fødselsdagen foreløbig udskudt. Estate Media flytter i nye lokaler i maj og 18. maj bliver der holdt reception for Kamilla Sevel på adressen.

Kamilla Sevel har samtidig med de 50 år også jubilæum for hun sat sit præg på dagsordenen i ejendomsbranchen gennem 25 år – de seneste 9 år i eget regi i Estate Media, hvor hun sammen med en række dedikerede medarbejdere klæder den professionelle del af branchen på med det eksklusive Estate magasin, daglige nyheder og mere end 35 årlige konferencer, events og samlingspunkter i branchen.

Kamilla Sevel er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i 1991 og havde erfaring med fra både kriminal- og kommunalstoffet på Helsingør Dagblad, da hun havnede i bygge- og ejendomsbranchen i det daværende unikke analyseinstitut European Construction Research. Her blev hun hurtigt redaktionssekretær og forfatter af en række rapporter om byggeri og ejendom i både Danmark og en lang række europæiske lande. I 1992 planlagde og afviklede hun Danmarks første konference om ejendomsmarkedet.

I 2002 blev Kamilla Sevel chefredaktør på magasinet Markedsoversigten ErhvervsEjendom og valgte i 2008 at starte op i eget regi for at forfølge drømmen om et eksklusivt magasin til ejendomsbranchen, der kunne være med til at sætte fokus på udfordringer og muligheder ud fra en uafhængig redaktionel profil.

– For nogle er mursten kedelige. For mig er der altid en spændende historie i, hvordan vi udvikler, designer, bygger og drifter de ejendomme, som vi alle arbejder og bor i hver eneste dag året rundt. Ejendomsbranchen er nok den branche de allerfleste er i berøring med på daglig basis uden at tænke over det, siger Kamilla Sevel og fortsætter:

– Og derfor er det så spændende at være med til at sætte dagsordenen for de mange professionelle aktører, der skaber og investerer i erhvervsejendomme, boliger og byudvikling.

I 2012 gik Estate Media Nordic sammen med norske Estate Media og blev dermed en del af et nordisk mediehus. Her blev Ejendomsdagene også introduceret på det danske marked og samler nu mere end 150 beslutningstagere hvert år i september til en faglig spurt gennem branchens tilstand. Blandt Estate Medias seneste tiltag har Kamilla Sevel introduceret en ugentlig blog, der i personlig form spidder ugens mest læste nyheder i ejendomsbranchen.

Udover det store engagement i ejendomsbranchen har Kamilla Sevel involveret sig i lokale aktiviteter og trådte for nylig ud af skolebestyrelsen på den lokale skole, Hellebækskolen, efter 15 års medlemskab. Hun er nu formand for foreningen Hellebæk-Ålsgårde – Liv & Udvikling, der arbejder på at skabe attraktiv byudvikling i Ålsgårde, hvor fødselaren selv bor.

Med mere end 25 års erfaring med reportager og konferencer fra hele Danmark er Kamilla Sevel en af Danmarks største kapaciteter, når det gælder byudvikling og ejendomsmarkedets udvikling. Hun er da heller ikke kun moderator på Estate Medias egne arrangementer, men stiller også op i andre sammenhænge, når det har relevans og hun med sin store viden om ejendomsmarkedet, investeringer og udvikling på tværs af ejendomsbranchens sædvanlige skel, kan være med til at tilføre noget.

Privat er Kamilla Sevel gift med Peter Konstantyner, som hun sidste år kunne fejre sølvbryllup med, og sammen har de tre børn, hvoraf den ældste er flyttet fra huset i Ålsgårde til København.

Estate Media er som nævnt på vej i helt nyindrettede lokaler, som fødselaren gerne vil byde velkommen i, og derfor holdes der reception torsdag den 18. Maj kl. 15.00-17.30.





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder