PFA og Industriens Pension investerer 1 mia. kr. i boliger i vækstbyer

PFA og Industriens Pension vil investere 1 mia. kr. i boligejendomme i vækstbyer uden for hovedstadsområdet og Aarhus.

Ifølge et nyt studie fra Instituttet for Fremtidsforskning er der nemlig mange andre danske byer, der også oplever befolkningstilvækst og har behov for flere boliger af forskellig art. Investeringerne sker gennem fonden Danske Boligejendomme, som er etableret på initiativ af Thylander Gruppen.

– Målet med fonden er at opbygge en portefølje af boligejendomme i udvalgte byer uden for hovedstaden, som er identificeret som vækstbyer, når man kigger på den forventede udvikling i megatrends og demografi. På den måde er vi med til at understøtte en varieret boligmasse med attraktive lejeboliger i byerne, og samtidig er det en god kilde til afkast for vores kunder, siger direktør i PFA Ejendomme Michael Bruhn.

Lav risiko og stabilt afkast
I Industriens Pension fremhæver ejendomsinvesteringschef Peter Frische, at investeringen indgår som et naturligt element i selskabets fortsatte opbygning af en større dansk ejendomsportefølje.

– Der er en lang række danske byer udover Aarhus og København, der oplever rigtig pæn vækst og er interessante at investere i. Vi vurderer, at vi med denne model har et set-up, der sikrer, at vi i alle byer kan levere en professionel forvaltning og administration af vores ejendomme. Det bliver investeringer med lav risiko, der vil kunne give et stabilt, attraktivt afkast til vores medlemmer, siger Peter Frische.

Både PFA og Industriens Pension pointerer, at der er tale om en langsigtet investering, som både samarbejdspartnerne bag fonden, borgerne i de udvalgte byer og pensionsopsparerne får glæde af. Selskaberne hæfter sig samtidig ved, at der vil komme flere ældre og singler i fremtiden, og at det særligt er denne gruppe, der ventes at efterspørge lejlighederne, som fonden skal investere i.

PFA Ejendomme og Industriens Pension ejer hver 49,5 pct. af fonden Danske Boligejendomme, mens Thylander Gruppen ejer 1 pct. Fonden vil frem mod 2019 investere 1 mia. kr. i primært boligejendomme på centrale placeringer i de udvalgte vækstbyer. Pensionsselskabernes investeringer i Aarhus og København ligger uden for dette set-up.

Det er Instituttet for Fremtidsforskning, der på opdrag fra Thylander Gruppen har fundet frem til 29 byer, som vurderes at få en positiv befolkningstilvækst i fremtiden, og som samtidig er inde i en god økonomisk udvikling.

– Vi glæder os virkelig meget til arbejdet med denne fond, og vi er naturligvis glade for investorernes opbakning. Der ligger nogle spændende år med gode investeringer foran os, siger Carsten Viggo Bæk, som er partner i Thylander Gruppen.

Læs også: http://estatemedia.dk/dk/2017/02/20/pensionskasser-powershopper/

 





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder