Sådan kan det nye projekt komme til at se ud på Vesterport (Illustration: Werk)

Teknik- og Miljøudvalget giver grønt lys til nedrivning af Palads

Siden visionerne for en ombygning af Vesterport blev offentligt kendte for en uge siden, har debatten fyldt meget. Skal Palads rives ned, skal der opføres højhuse omkring Vesterport? Skal København have en udendørs biograf?

I dag gav Teknik- og Miljøudvalget grønt lys til, at Teknik- og Miljøforvaltningen sammen med gruppen bag forslaget kan arbejde videre med at konkretisere visionerne. Dog med et fokus på flere detaljer, forklarer teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (EL):

– Den store debat har understreget, at vi skal være særligt opmærksomme på, hvad sådan et projekt kan gøre ved området på godt og ondt. Vi har behov for at udvikle byen, men det skal selvfølgelig ikke ske for hver en pris. Derfor er det vigtigt, at et potentielt projekt bliver passet ind i den eksisterende by og giver noget tilbage til københavnerne. Vi kommer kun til at sige ja til et projekt, hvis det vil fungere med det omkringliggende København, siger Morten Kabell.

Med til godkendelsen af det videre arbejde med projektet hører, at bygherre og forvaltningerne blandt andet skal være opmærksom på trafikale forandringer, bygningsmassens volume, flere boliger, ordentlige byrum og mere grønt.

– Det første oplæg, som vi nu har taget stilling til, er et interessant projekt. Nu har vi givet bygherre mulighed for at arbejde videre med projektet og samtidig indikeret, hvad man skal være opmærksom på i det fremadrettede arbejde. Vi har valgt ikke at lægge for mange restriktioner ned over det fremadrettede arbejde for nu for at se, hvad parterne bag så kan nå frem til. Det betyder, at de ikke bare kan plastre området til med massive og arkitektonisk uinteressante højhuse. Samtidig vil vi gerne have undersøgt muligheden for, at projektet også kan komme til at indeholde flere boliger, siger Morten Kabell, der samtidig understreger, at københavnerne skal inddrages før en eventuel beslutning om at gennemføre projektet.

Forslaget består af en karréstruktur med tre tårne og et gårdrum med åbent kig til banegraven samt en selvstændig tårnbygning nord for broen Vandværksviadukten. Stueetagerne foreslås anvendt til udadvendte funktioner.

Karréen foreslås opført i 24 m højde og de fire tårne i en højde på 50-100 m. Forslaget rummer samlet 75.000-81.000 etagemeter og en bebyggelsesprocent på 400-430.





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder