Investeringsdirektør Kenneth Lillelund Winther, Realdania. Foto: Claus Bjørn Larsen

Realdania vil øremærke en halv milliard kr. til blandt andet proptech

Realdania vil skrue op for såkaldte missionsrettede investeringer, der skal understøtte bæredygtighed i det byggede miljø. Det oplyser Realdanias filantropidirektør, Nina Kovsted Helk, og Kenneth Lillelund Winther, der er investeringsdirektør i den almennyttige og almenvelgørende filantropiske forening.

Derfor har Realdania nu afgivet investeringstilsagn for 500 millioner kr. til missionsrettede investeringer, der blandt andet skal fremme energieffektivisering i ejendomme og understøtte udvikling af teknologi til byggebranchen, herunder proptech.

– Missionsrettede investeringer er et af flere tiltag, vi har taget i de seneste par år i forhold til hele tiden at blive en endnu mere samfundsansvarlig investor. Vi har også fulgt Global Compacts (FN’s Global Compacts, red.) linje og skilt os af med aktier i tobaksproducerende virksomheder, og vi er tiltrådt et skattekodeks indført af en række danske pensionskasser og fonde, fortæller Kenneth Lillelund Winther.

– Vi begyndte i 2020 at opbygge en portefølje af denne type missionsrettede investeringer, hvor vi både stiller krav til det økonomiske og det filantropiske afkast. Vi startede forsigtigt med en enkelt investering i 2020 og har så skruet markant op i 2021, forklarer han videre.

Over 1 milliard kr. inden 2026
Realdanias mål er at have over 1 milliard kr. placeret i missionsrettede investeringer inden 2026, hvor den nuværende investeringsstrategi udløber. Det tager dog tid at opbygge porteføljen, forklarer investeringsdirektøren.

– Vi stiller store krav til vores missionsrettede investeringer. De skal levere et økonomisk afkast på niveau med vores øvrige kommercielle investeringer. Samtidig skal de understøtte vores mission og mål – altså et af vores filantropiske mål eller et af de verdensmål, vores filantropiske arbejde bidrager til.

– Vi spiller dermed på en smallere bane end for eksempel impact-investeringer, og det er krævende at finde de investeringer, der lever op til vores snævrere definition. Men for os giver det mest mening at fokusere på den spilleplade og mission, som vi allerede har for vores filantropiske arbejde, siger Kenneth Lillelund Winther.

 

Eksempler på Realdanias missionsrettede investeringer

– Investeringer, der understøtter energi-effektivisering med det formål at nedbringe udledningen af CO2

– Investeringer i Venture Property Technology. Fokus på digitalisering og nye løsninger inden for det byggede miljø, der kan medvirke til øget effektivisering og fx mindske spild og fejl i byggeprojekter

– Investeringer i noterede aktier, der bidrager til de seks verdensmål, som er en del af Realdanias filantropiske strategi. Det kan fx være aktier i virksomheder, der bidrager til at nedbringe udledningen af CO2 på globalt plan

Kilde: Realdania

 

Læs også Realdanias afkast falder til godt 2 milliarder kr. 

Læs også:





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder