Morten Kabell: Kommunen bøjer sig for “stor ejendomsspekulant”

Ifølge den oprindelige lokalplan fra 2010 skulle der indrettes et kulturhus i den gamle industribygning, Pladehallen, i den nye del af Københavns Sydhavn.

Mandag valgte et flertal i Københavns Kommunes Teknik- og Miljøudvalg dog at vedtage en ændring af lokalplanen for Pladehallen, så ejeren af bygningen, Nordea Ejendomme, i stedet kan bygge butikker, cafeer og restauranter.
De nye ændringer går stik imod Teknik- og Miljøborgmester Morten Kabells (EL) ønsker, og han har skærpet retorikken gevaldigt til en tone, der ikke normalt udgår fra Rådhuset i forhold til ejendomsbranchen. Sammen med Radikale Venstre stemte han da også imod forslaget, og han advarer nu om, at kulturen helt bliver skubbet ud af Pladehallen.
– Københavnerne er blevet lokket til det nye Sydhavn under den forudsætning, at Pladehallen blev bevaret i sin industrielle form, så der med højt til loftet kunne afholdes koncerter, teatre og madmarkeder. Det skulle skabe liv og sammenhold i kvarteret, og samtidig gøre området attraktiv for københavnere fra andre bydele. Et ganske normalt boligbyggeri med plads til cafeer og butikker i stueetagen er langtfra den bevaringsværdige kulturhal, københavnerne er blevet lovet, og området får nu lov til at udvikle sig til en soveby, siger Morten Kabell i en kommentar til det nye byggeri, hvor han også benævner bygherren som en “stor ejendomsspekulant”.

I følge ham er det i modsætning til den oprindelige lokalplan, hvor 2.500 kvm. af Pladehallen skulle bevares i sin industrielle form, nu kun skelettet af den gamle hal, der kommer til at stå tilbage. Det nye byggeri kommer primært til at rumme boliger, dog skal stueetagen bruges til andre formål. Men efter ønske fra Nordea Ejendomme har udvalget besluttet, at stueetagen udover kultur også kan rumme cafeer og restauranter.

– Vores nye vision for byen ”Fællesskab København” slår fast, at vi skal lytte til københavnerne, når vi udvikler byen. I denne sag kunne københavnernes ønske ikke være klarere: De vil have en løsning, der gavner hele byen, Derfor er jeg på københavnernes vegne selvfølgelig skuffet over flertallets beslutning, siger Morten Kabell.

Nordea vil skabe liv i området
I Nordea Ejendomme, der bliver bygherre på projektet, er man overrasket over den skarpe udmelding fra Teknik- og Miljøborgmesteren.

– Vi er jo noget overrasket over udmeldingen. Han har hele vejen igennem givet udtryk for, at han er modstander af projektet, men det er jo godkendt med et flertal nu. Derudover har vi igennem flere år haft en rigtig god dialog i forhold til, hvad der skal opføres i Pladehallen. Vi har hele vejen igennem været åben for at skabe kultur, men vi har modsat Morten Kabell måske ikke haft en bestemt opfattelse af, hvad man forstår ved kultur, siger Henrik Steenstrup, vicedirektør i Nordea Ejendomme.

Han er sikker på, at de mange aktiviteter, som Nordea Ejendomme planlægger, vil skabe liv i ejendommen og i området.

– Vi vil gerne have nogle aktiviteter, der skaber en levende stueetage samtidig med at det er bæredygtigt og kommercielt. Vi har stor interesse fra flere forskellige lejere, der kan bidrage positivt til at skabe masser af liv og et godt miljø i området. Det kan være caféer, street food og andre kulturelle elementer. Derudover har vi planer om, at der skal være forskellige faciliteter ved kulturpladsen ud til vandet, bla. loppemarked og boldbane. Vi er hele tiden åben for dialog, men skal selvfølgelig også sikre, at projektet giver vores kunder et fornuftigt afkast rent økonomisk, siger han.





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder