Dyvekeskolen, Årets Skolebyggeri 2014, som Enemærke & Petersen og KANT arkitekter byggede for København Kommune. (Foto: Jens Linde )

E&P og Jakon vinder Københavns kommunes milliardudbud

I august måned indsendte 10 prækvalificerede byggeteams tilbud på kommunens udbud for strategiske partnerskaber, som samlet estimeres til en værdi på op til 2,9 mia. kr. over fire år.

Nu er spændingen udløst og et enigt evalueringsudvalg har udpeget de to byggeteams, som vinder de store byggekontrakter.   

– I København skal vi blandt andet bygge nye skoler, børnehaver og idrætsanlæg frem mod 2027, hvor byen vokser med 100.000 nye borgere. Vi skal også vedligeholde vores institutioner, så vi kan tilbyde ordentlige forhold til københavnerne. Derfor skal vi have bedre løsninger i vores byggeprojekter, så vi får mere byggeri for pengene.  Det kan vinderne på bedste vis bidrage til, siger overborgmester Frank Jensen.

To udbud
Det ene udbud er børne- og ungeområdet. Det handler om udvidelse, ombygning og renovering af eksisterende skoler, fritidshjem og daginstitutioner samt nybygning af daginstitutioner.

Denne opgave vinder byggeteamet Enemærke og Petersen med underleverandørerne arkitektfirmaet Nøhr & Sigsgaard, Kant arkitekter, rådgivende ingeniører Dominia, teknik- og design rådgivningsvirksomhed Norconsult og Ghb Landskabsarkitekter. Samlet estimeres opgaven at have en værdi på op mod 2,3 mia. kr. over fire år. 

– For os har det været helt afgørende at skabe et åbent og tillidsfuldt partnerskab, som er baseret på akkumulering af viden og udvikling af processerne omkring byggeri for børn og unge, fortæller Forretningsområdedirektør i Enemærke & Petersen Lars Jess Hansen om teamets bagvedliggende tilgang til partnerskabet og fortsætter:

– Således sikrer vi at møde kommunens forventninger om at gøre Københavns byggerier billigere, bedre og mere rettidige og at vi som branche samtidigt udvikler nye samarbejder og optimerer forholdet mellem udvikling, kvalitet og omkostninger,

Billigere byggerier
Det andet udbud vedrører kommunens øvrige forvaltninger og omfatter nybygning, udvidelse, ombygning og renovering af idrætsanlæg, kulturinstitutioner, botilbud mv. Denne opgave vinder byggeteamet Jakon med underleverandørerne rådgivende ingeniører EKJ, Rørbæk og Møller arkitekter, arkitektfirmaet Leth & Gori og Schul landskabsarkitekter ApS. Opgaven estimeres at have en værdi på op mod 0,6 mia. kr. over fire år.

– Vi har modtaget 10 rigtig gode tilbud og har nu fundet de to vinderteams. Det bliver en helt ny måde at samarbejde på omkring det offentlige byggeri. Vi har store forventninger til, at vi med det nye samarbejde kan gøre Københavns byggerier billigere, bedre og mere rettidige, og vi glæder os rigtig meget til at komme i gang sammen med vores nye strategiske partnere, siger byggechef i Byggeri København, Rasmus Brandt Lassen.

Samarbejdsaftalerne underskrives af byggechef Rasmus Brandt Lassen og de to byggeteams hos Byggeri København den 29. november.

Læs også: 10 teams er blevet udvalgt til strategiske partnerskaber i København

Læs også: Arkitekter revser København Kommunes strategiske partnerskaber





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder