tirsdag 27. april 2021 07:36
Aarhus-bydel skal være mere sammenhængende
Viby skal udvikles til en bedre og mere sammenhængende bydel med et trygt og blomstrende byliv.
Sådan lyder meldingen fra Aarhus Kommune, som med byudviklingsindsatser samt klima- og infrastrukturprojekter vil sikre, at bydelen bliver opgraderet.
En helhedsplan for Viby med særligt fokus på strækningen langs Skanderborgvej skal sætte retning for byudviklingen i bydelen. Helhedsplanen blev mandag behandlet i Magistraten.
– Viby har masser af potentiale, men det er ikke alle steder i bydelen, at vi har fået indfriet potentialet endnu. Helhedsplanen skal sætte retningen for den fremtidige byudvikling i Viby. Med byudviklingsindsatser samt klima- og infrastrukturprojekter skal bydelen opgraderes, så Viby bliver en bedre og mere sammenhængende bydel med et trygt og blomstrende byliv, siger Bünyamin Simsek (V), rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune.
Forslaget til helhedsplanen omfatter et stort areal i Viby, der strækker sig cirka 5 km langs Skanderborgvej fra Øllegårdsvej i sydvest til Marselis Boulevard i nordøst og fra Holmevej i sydøst til Aarhus Syd Motorvejen i nordvest.
Baggrunden for helhedsplanen er udpegningen af Skanderborgvej som vækstakse i Kommuneplan 2017 og mange projektønsker, især i området omkring Viby Torv.
I forbindelse med udarbejdelsen af helhedsplanen har der været gennemført to borgermøder og en række workshops med blandt andre borgere, Viby Fællesråd, private interessenter, grundejerforeninger og Viby Kirke.
Fakta
Indholdet i helhedsplanen udfoldes i fem strategier:
Strategi 1 – Den favnende bydel
Strategi 2 – Arkitektur og byliv
Strategi 3 – Fra vej til gade
Strategi 4 – Tryg og tilgængelig
Strategi 5 – Vand og natur i Viby