Partner John Lindgaard, Nybolig Erhverv København sammen med erhvervsmægler Charlotte Sthaalros og Investment Analyst David Hauge på Savills standen tirsdag.

Stemningen i Europa: Ingen ved hvad Brexit betyder

– I de sidste 15 år har der ikke været noget, der har kunnet ændre dynamikken i transaktionsmarkedet som Brexit. Men vi ved ikke hvordan.

Sådan sagde en af indlægsholderne i dagens paneler på Expo Real. Og han er ikke alene. Der er mange synspunkter på effekterne af Englands udmelding om at sætte processen i gang i 2017 med endelig udtrædelse i 2019, men debattørerne deler i høj grad uvidenhed.

– Brexit kan betyde, at der kommer flere investorer til kontinentaleuropa. Pundets dramatiske fald kan betyde, at der kommer flere investorer til UK. Usikkerheden op til Brexit kan betyde, at lejepriserne falder med op til 15 procent, fordi lejerne vil foretrække at placere sig andre steder etc. etc.

Buddene var mange på konsekvenserne og over alt andet er der usikkerhed omkring, hvilke andre lande, der så kan finde på at gå i UKs fodspor.

Men det ødelægger ikke den overordnede gode stemning, hvor et af dagens øvrige spørgsmål var: – Hvor lille afkast har du prøvet at købe til?

Svaret var 2,45 procent på en kontorejendom i Tyskland.

– Hvis du havde spurgt for 2 år siden om jeg ville købe til den pris, havde jeg sagt “aldrig i livet”. Men nu er vi der, hvor der bare ikke er noget alternativ, så man køber beliggenhed og sikkerhed for lejen, og så er 2,45 langt over, hvad jeg kan få for en anden obligationslignende investering, blev det sagt i panelet.

Antallet af danskere på Expo Real er stagnerende og cirka 100 har i år fundet vej til München, men de mange som Estate Media har mødt, har til gengæld meget travlt og fuldt besatte mødekalendere.

– Vi er hernede med en ejendom på Købmagergade, som vi har til salg. Det er ikke problemet at finde købere til den. Interessen er meget stor, siger partner John Lindgaard, Nybolig Erhverv København, som var en af de danskere Estate Media har talt med.

Nybolig Erhverv København gik sammen med det internationale mæglernetværk Savills i forsommeren 2015.

-Det er første gang, vi for alvor kan se, hvor meget det giver. Vi er meget tilfredse med udbyttet ikke mindst af den afdeling som Savills har i London, der udelukkende fokuserer på at skabe cross border transaktioner, siger John Lindgaard.





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder