fredag 26. februar 2021 17:37
Flere i feltet
Indtil nu har mængden af transaktioner og indtjeningen hos de store mæglere fulgtes nogenlunde ad. Udlejning har til gengæld været et lavindtjeningsområde, der oftest blev valgt til i de perioder, hvor transaktionerne er faldet. Det sidste og tredje store ben i mæglerbranchen er vurderingerne, hvor markedet har været lidt mere diversificeret. Generelt har der været forholdsvis få erhvervsmæglere, og de har – med fare for at fornærme nogle – tilbudt nogenlunde det samme. Stil, tonering og kemi har naturligvis været forskelligt, men set med en bred pensel er ydelserne nogenlunde identiske.
Nu er der måske forandring på vej. I denne uge kunne vi bringe nyheden om, at Croisette Real Estate Partner går ind på det danske marked. Men de er ikke alene om at udfordre den længste måde at gøre tingene på. Et eksempel er revisionshusene, der i de seneste år én for én har nærmet sig transaktionsmarkedet på forskellig vis. Og samtidig har digitaliseringens muligheder gjort, at spillere som True Market Value har åbnet for en digital formidling af ejendomme.
Nye aktører som den svenske ejendomsrådgiver Croisette Real Estate Partners er sjældne i erhvervsmæglermarkedet. Men efter et meget langt tilløb på grund af corona, har Croisette nu etableret sig i Danmark og går i gang med at rekruttere ledelse og medarbejdere. Croisettes mål er helt ublu og ikke-jantelovsagtigt at blive blandt verdens største. Tanken bag er, at hvis man går efter et mindre ambitiøst mål, så har man ikke travlt nok.
Læs artiklen om Croisette her
I første omgang betyder det, at der bliver flere i feltet, når der skal løbes efter transaktioner og udlejninger. Samtidig bliver markedet formentlig også større og udvidet, fordi der i takt med professionaliseringen lander flere opgaver hos professionelle aktører i forhold til tidligere. Alligevel er der ingen tvivl om, at der vil ske en forandring.
IT kommer også til at bidrage til at udvide markedet. I øjeblikket er der flere start-ups på vej, der skaber platforme med dybe søgemuligheder på ejendomme. Hvis køberne selv kan finde nogle af de ejendomme, der kunne være interessante for dem, har mæglerne også en udfordring med at finde de ydelser, der skaber værdi.
En af fremtidens konkurrenceparameter bliver at have flere varer på hylderne ikke bare i form af konkrete ejendomme til salg, men også i forhold til en individualisering af de varer, man sælger til kunderne som rådgiver. Et andet bliver at være skarp på, hvad det er man tilbyder og i hvilken kontekst. Hvordan lever man for eksempel op til CSR, SDG og alle de andre ting, man bliver målt på i fremtiden?
De mæglere, der dominerer det danske marked i dag, er dygtige til det, de laver. Men der bliver øget konkurrence i de kommende år, og det er i den kontekst, at der i hvert fald er to ting, der skal tages alvorligt i forhold til at gøre sig nyttig i markedet. Den ene er som nævnt, at der skal være nok varer på hylderne, og den anden er, at udbuddet af ydelser skal være så bredt, at det omfavner kunderne og de prioriterer “the one stop shop”.
Og hvad betyder det så for kunderne? Formentlig et bredere udbud og dermed større mulighed for at købe ind i en mere individualiseret rådgivningsydelse. Det vil alt andet lige være med til at udvikle branchen i retning af en endnu højere grad af professionalisering, men det vil også være nødvendigt for mæglerne at revurdere deres nuværende position. Måske ikke i morgen, men i løbet af forholdsvis kort tid for der er ingen tvivl om, at der bliver flere i feltet, og det bliver tættere løb end det er i dag.