Frederiks Plads Company House II i Aarhus. Foto: Anette Roien

Centralt aarhusiansk kontorhus solgt for 600 millioner kr.

Pensiondanmark har netop købt Frederiks Plads Company House II i Aarhus, der består af cirka 15.000 kvm kontor.

Bag salget står NCC, som har solgt kontorejendommen for cirka 600 millioner kr., oplyser den svenske udviklings- og entreprenørkoncern.

Salget markerer afslutningen på NCC’ udvikling og byggeri af boliger, kontorer og butikker på Frederiks Plads. Frederiks Plads II er tegnet af C.F. Møller Architects og udviklet efter NCC Property Developments Company House-koncept.

– Med købet af det nye Company House i Aarhus har vi sikret os en velbeliggende ejendom med stærke lejere. Konceptet med fleksible og bæredygtige kontorarealer er meget efterspurgt, og med købet ejer Pensiondanmark nu i alt seks Company Houses, oplyser ejendomsdirektør Marius Møller, Pensiondanmark, i en meddelelse.

I december 2018 købte Pensiondanmark Frederiks Plads Company House I i Aarhus. Det skete også for et trecifret millionbeløb.

Læs mere i Pensiondanmark køber Frederiks Plads Company House

(Artiklen fortsætter under billedet)

Frederiks Plads i Aarhus. Comwell ses til højre i billedet. Foto Anette Roien

Sidste kontordel solgt
Frederiks Plads ligger imellem Midtbyen, Frederiksbjerg og Sydhavnen.

– Vi sætter nu punktum for NCC Property Developments udvikling af Frederiks Plads, der har ændret sig fra erhvervsområde til attraktiv bydel. Vi ser det som en blåstempling af Frederiks Plads, at Pensiondanmark har valgt at investere i denne sidste fase og dermed bliver ejer af den samlede kontordel af Frederiks Plads, siger adm. direktør Ole Faurby, NCC Property Development.

NCC har udviklet i bydelen siden 2014, og nu bliver den sidste kontordel solgt. Samlet er der på Frederiks Plads opført tre enkeltstående ejendomme med lejligheder og cirka 20.000 kvm kontor. Beboerne i lejlighederne er flyttet ind.

Det sidste Company House er indtil videre udlejet til Nordea og KPMG, hvis medarbejdere i Aarhus flytter ind i den nye kontorbygning til december. Ejendommen bæredygtighedscertificeres som DGNB Guld.

Udlejningsgrad på 75 procent
I ejendommens øverste etager – 8. til 12. etage – er der fortsat ledige lejemål, som NCC forventer at udleje i den kommende periode.

På salgstidspunktet er udlejningsgraden 75 procent, og NCC stiller en femårig lejegaranti for det resterende areal i forbindelse med salget.

– Transaktionen gennemføres som en selskabshandel med en underliggende ejendomsværdi på cirka 600 millioner kr. Salget vil bidrage positivt til indtjeningen i forretningsområdet NCC Property Development i 4. kvartal 2021, men vil allerede fra 1. kvartal have positiv effekt på cashflow, da der er tale om en transaktion med forward-funding, oplyser NCC.

Colliers har formidlet salget på vegne af NCC Property Development.





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder