Lejepriser steget med 33 procent

Der er blevet halvt så mange tomme fabriksbygninger på Sjælland, og lejeniveauet er steget 33 procent, viser nye tal fra databasen Oline.

-Sjælland er den region, hvor det ifølge vores data går bedst for industrien, og især i Vest- og Sydsjælland går det stærkt. I øjeblikket står under to procent af lagerhallerne og fabrikkerne tomme – det er en halvering siden 2011, da krisen var værst, og noget af det laveste i hele landet. Samtidig er lejeniveauet for lager- og produktionsbygninger steget markant det seneste år og ligger væsentligt højere end i 2011. Endnu et sundhedstegn er, at antallet af udbudte bygninger er faldet med to tredjedele, siger Simon Skou Andersen, adm. direktør for Oline.dk, der er mæglernes egen portal for erhvervslokaler med godt 10.400 lokaler til leje og ejendomme udbudt til salg.

Også Østsjælland – med blandt andet Køge og Roskilde – klarer sig godt med stigende leje og færre udbudte ejendomme, men kan ikke helt følge det høje tempo i Vest- og Sydsjælland.

En dugfrisk opgørelse fra Væksthus Sjælland viser, at regionens 17 kommuner har fået 3.300 nye fuldtidsjob siden udgangen af 2013.

-Tallene fra Oline.dk afspejler, hvad vi ser i vores daglige arbejde. Regionen er kommet af med en pæn portion tomme ejendomme. Det er en fordel, at mange fabrikker og lagerbygninger ligger tæt ved motorvejsnettet. Inden for det seneste par måneder har vi selv afsluttet tre større udlejninger i erhvervsområdet Stop 39 ved den sydlige afkørsel ved Slagelse, siger Henrik Nikolajsen, partner i Nybolig Erhverv Jørgen Klode med afdelinger i Slagelse, Næstved og Roskilde.

I 2006-2007 havde de daværende tre sjællandske amter – Roskilde, Vestjælland og Storstrøm – samlet set landets laveste tomgang for industriejendomme. Mindre end én procent af lagerbygningerne og fabrikkerne stod tomme – i Storstrøms Amt var det endda under en halv procent. Efter finanskrisen blev tomgangen femdoblet – og blev groft sagt liggende på det høje niveau fra 2011 og to-tre år frem. I Region Sjælland under ét står kun omkring to procent af industrilokalerne tomme – på landsplan er tallet tre procent.

Samme billede gælder for udviklingen i lejeniveauerne: På landsplan er lejen steget knap fire procent det seneste år, men ligger fortsat to procent under niveauet fra 2011. I Vest- og Sydsjælland er lejen derimod forøget hele 33 procent de seneste 12 måneder og ligger næsten 34 procent højere end for fem år siden. Lejeniveauet i Østsjælland er steget godt 11 procent på et år og ligger nu 8 procent højere end i kriseåret 2011. 

-Højere husleje kan være irriterende for en iværksætter eller en virksomhed, der har brug for mere plads, men det er jo et sundhedstegn for industrien i regionen. På samme måde er det udtryk for bedre tider, at der simpelt hen ikke bliver udbudt så mange lejemål: Siden 2011 har der været et fald på næsten 50 procent i Østsjælland i antallet af udbudte ejendomme og på 65 procent i Vest- og Sydsjælland – det er meget kraftigere end på landsplan,” siger Simon Skou Andersen fra erhvervsportalen Oline.dk.

Tallene er baseret på knap 800 udbudte lokaler til produktion og lager.

Fakta om lager- og produktionslokaler i Region Sjælland og Danmark

· I Region Sjælland findes ca. 13,4 millioner kvadratmeter lager- og produktionslokaler – det svarer til 13 pct. af samtlige industrilokaler i landet
· Før finanskrisen (i 2006-2007) stod kun 0,4-0,8 pct. af industribygningerne tomme i de gamle Storstrøms, Vestsjællands og Roskilde amter – på landsplan var rekorden 1,3 pct. (i april 2007)
· I Vest- og Sydsjælland toppede tomgangen med 3,7 pct. i juli 2011 – de seneste tre kvartaler har niveauet været 1,8-1,9 pct.
· I Østsjælland stod 5,7 pct. af bygningerne tomme i april 2013 – det seneste år har det været omkring 3 pct.
· Region Sjælland under ét har gennem de tre seneste kvartaler haft en tomgang på godt 2 pct. – på landsplan er tallet omkring 3 pct.
· I Vest- og Sydsjælland er lejeniveauet det seneste år steget 32,6 pct. – og ligger knap 34 pct. højere end i 2011
· I Øtsjælland er lejen steget 11 pct. det seneste år – og er 8 pct. højere end i 2011
· På landsplan er lejeniveauet steget lige knap 4 pct. – men ligger stadig 2 pct. lavere end i 2011
· I Vest- og Sydsjælland bliver der udbudt 65 pct. færre ejendomme end i 2011 – i Østsjælland er faldet 48 pct. og for hele Danmark 36 pct.
· I Vest- og Sydsjælland koster det i gennemsnit 346 kr. om året at leje en kvadratmeter lager eller fabrikshal – i Østsjælland, lidt tættere på hovedstaden, er prisen 426 kr., og på landsplan 301 kr





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder