- Vi skal have strømlinet processerne i hele Norden uden nødvendigvis at gøre det helt ens, men så vi sikrer, at der er en fælles tilgang til klienterne og ejendommene, siger Jacob Smergel-Krog, der 1. juni bliver Head of Investment Management i Norden. Her foran en af de ejendomme i Adelgade i centrum af København, som Patrizia købte i 2015.

Patrizia Nordic udnævner dansker til investeringsansvarlig for hele Norden

Tyske Patrizia tager nu næste skridt i opbygningen af en pan-nordisk organisation til at lede selskabets investeringer i Norden. Fra i morgen den 1. juni får danske Jacob Smergel-Krog det fuldt operationelle ansvar for alle transaktioner i Norden.

Patrizias nordiske hovedkontor ligger på Adelgade i København, og derudover har selskabet kontor i Finland. Men målet er snarest at åbne kontor i både Sverige og Norge. Det bliver nu Jacob Smergel-Krogs opgave investeringsmæssigt at supportere den nordiske direktør Rikke Lykke med denne målsætning, og det har han gode forudsætninger for med erfaring fra flere ejendomsselskaber herunder senest fra Thylander Gruppen, hvor han servicerede danske og udenlandske investorer, inden han i april 2013 kom til Patrizia. Jacob Smergel-Krog begyndte sin karriere i 2002 hos Investeringsbanken Gudme Raaschou og er uddannet cand.merc.fir, som han har suppleret med en ejendomsmægler-uddannelse og en RICS- certificering i valuation.

– Nu skal jeg sikre, at vi kommer på samme niveau organisatorisk i alle de nordiske lande, så processen bliver effektiviseret, og vi kan supportere hinanden på tværs af landene. Når vi skal gennemføre akkvisitioner i ét land, er det vigtigt, at der kan trækkes på ressourcer fra de andre nordiske lande, og derfor skal vores processer strømlines. Derudover får jeg i dagligdagen ansvar for vores investeringer i alle de fire nordiske lande, og det bliver mig, man henvender sig til med en investeringsmulighed, siger Jacob Smergel-Krog.

Det er der forholdsvis mange, der gør. Patrizia får op til 60 direkte henvendelser om relevante investeringsejendomme om måneden.  Nu bliver platformen, der bruges til at håndtere dem i Danmark, bredt ud til resten af Norden.

– Vores unique selling point, som vi er særligt kendte for i Patrizia, er evnen til at kombinere det solide tyske set-up med lokal forankret fleksibilitet og professionalisme. På den måde er vi konkurrencedygtige på prissætning, timing og transaktionssikkerhed. De investeringsprocesser, som vi i gennem de seneste 3-4 år har opbygget i Danmark for at sikre det, skal bredes ud til hele Norden, siger Jacob Smergel-Krog.

Da Patrizias øverste direktør i Norden, Rikke Lykke, påbegyndte opbygningen af selskabet i Norden i 2012 var strategien fra starten at forankre kompetencerne lokalt via en matrixorganisation med ”Business Directors” i hvert enkelt land samt faglige ”managers” med ansvar for eksempel for ”Investment Management” og ”Finance & Accounting”.

I Danmark har Jacob Smergel-Krog nu, foruden investeringsanalytikere, Daniel Hedemann til at hjælpe sig som lokal Investment Manager, mens Keld Jessen allerede i 2013 blev udnævnt som Head of Finance & Accounting for hele Norden.

I alt er der 30 medarbejdere i Patrizia i Norden, hvoraf de 26 sidder i København og 4 i Finland.  Jacob Smergel-Krog vil fortsat have sin plads i København, men vil få flere rejsedage fra hjemmet i Birkerød, hvor han bor med sin kone og tre børn, hvoraf den sidst ankomne kun er knapt et år.

LÆS OGSÅ Patrizia: Budget på køb for 2 milliarder kr. i resten af 2016

 





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder