Vandet drager og er med til at få priserne på at bo ved vandet til at stikke i vejret.

Sådan har det været de sidste 100-150 år, men før i tiden var det primært Strandvejsvillaerne, der blev talt med andægtighed om i respekt for den enorme værdi, hver kvm repræsenterede – og repræsenterer – i forhold til boligerne inde i landet.

Normalt er det jo sådan, at en knap vare er dyrere, men egentlig skulle man ikke to, at der var knaphed på Strandvejsvillaerne i Danmark. For der er masser af nærhed til vandet i Danmark. 8.750 km kystlinje betyder, at alle danskere kan nå vandet på ganske kort tid, og ingen danskere er afskåret fra at føle sig som del af en søfartsnation.

I mange år var det dog kun fra netop Strandvejsvillaerne i forstæderne, at man kunne nyde vandet. Bemærk her, at det netop hedder en Strandvejsvilla, fordi den lå tæt på stranden og dermed udenfor byerne. Det var noget helt specielt.

Det hang sammen med, at indtil for 30 år siden, så kunne man slet ikke – eller i hvert fald meget vanskeligt – komme tæt på vandet i byerne. Her var havneaktiviteter, høje hegn og masser af kasser og containere, færger og farlig flytten rundt på alt fra kul til kobber. Og hvis ikke der var havneaktivitet, så havde nogle af de virksomheder, som skulle bruge vand til deres produktion som soyakagefabrikken eller bryggerier placeret sig ved vandet.

Det er der lavet om på. Ikke bare i Danmark, men i hele verden. Vi har bygget tættere og tættere på vandet de sidste mange år næsten synkront med, at vandet kommer tættere og tættere på. Det kan både være på grund af forhøjet vandstand, på grund af storme og så selvfølgelig på grund af massiv regn.

Det sidste har vi været vidne til de seneste dage. Gruopvækkende billeder fra Valencia og andre byer i det østlige Spanien fylder mediebilledet. Kraftigt regnvejr har betydet, at mudder flyder gennem gaderne og tragisk har dræbt et trecifret antal mennesker. Det sker kun få uger efter situationen var tilsvarende i Florida og efter, at en DTU-rapport med udgangspunkt i danske byer kunne regne sig frem til, at det i kystnære, lavtliggende byer nemt kan koste en 3-4 milliarder kr., hvis der kommer en såkaldt 100-års hændelse.

Da jeg startede med at dække ejendomsbranchen som journalist i starten af 90erne fik jeg fingrene i en rapport fra et engelsk ejendomsselskab, der havde regnet på den teoretiske værdiændring af selskabets ejendomme i forhold til, hvor tæt de lå på Themsen. Jeg spurgte et par danske mæglere og et par børsnoterede ejendomsselskaber, (det havde vi i Danmark dengang), om det var noget, man så på i Danmark, og fik en melding om, at den grad af forudseenhed brugte man slet ikke i den danske ejendomsbranche.

Jeg er helt overbevist om, at meldingen var korrekt dengang, men spørgsmålet er om den stadig burde være det. Den danske ejendomsbranche har hidtil ikke været klimabevidst i den forstand, at regnskaberne i udbredt grad afspejler eller afdækker, hvor stor risiko ejendommene ligger med.

Hverken når det gælder oversvømmede kældre eller om man fremover vil kunne forsikre en ejendom på grund af for stor eksponering. For når det dertil, så kan man nok heller ikke finansiere den. Så er der reelt tale om det, man kalder en “stranded asset”, at man er efterladt på kajen uden at kunne udvikle eller afhænde sin ejendom.

Måske er Strandvejsvillaen eller den ejendom, der i dag trækker de højeste kvm pris, ikke længere den åbenlyst mest attraktive indenfor en årrække. Det kommer helt an på, hvordan vi formår at sikre vores værdier i de kommende år. Så selvom det er en kedelig investering som privat ejer af en Strandvejsvilla og en irriterende omkostning at tage som ejendomsselskab, så er det på tide at forholde sig mere end blot teoretisk til risikoen.