– Det er købt på Temu.

Sådan var der en i vennekredsen, der for nylig kom til at sige til en ellers hyggelig frokost. Lynhurtigt udviklede den sig rimelig frådende, for der var tydeligvis ikke mange andre omkring bordet, der syntes, at det overhovedet var et ok sted at handle på trods af fristende tilbud og billige priser.

Forbrugerrådet, miljøministeren, danske iværksættere og mange andre har nemlig advaret mod at handle på Temu, der er en kinesisk hjemmeside, hvor der godt nok er alt fra babylegetøj til grilludstyr og termotøj, men hvor man nok også godt selv kan tænke sig til, at det simpelthen er for billigt.

Man kan ikke både skaffe materialer, få medarbejdere til at forarbejde dem og sende dem til den anden ende af verden, hvis man samtidig skal sikre sig, at alle miljøforhold og arbejdsforhold er i orden. Hvis man tror det kan lade sig gøre, så må det siges at være naivt. Det er for godt til at være sandt. Og så bliver omend ikke det juridiske, men det moralske svar en høj omgang af Fy Fy Skamme-sangens omkvæd “Nej, nej, nej – det må man ikke”.

Til et andet eksempel: For nogle år siden var der indbrud i mit hus, og fordi jeg skrev en klumme om det grænseoverskridende indgreb i vores personlige rum og dets konsekvenser, blev jeg opfordret af det Kriminalpræventive Råd til at være med i en af deres mange fine videoer med henblik på at forebygge kriminalitet.

Videoen, hvor jeg autentisk agerede det triste offer, handlede om, at når danskerne taler om indbrudstyve, så har de en ide om, at kosterne bliver solgt i lande langt herfra – oftest tænker folk på Østeuropa fik jeg fortalt. Men det er langt fra sandheden. Faktisk bliver de fleste koster – og måske også mine nu forsvundne arvestykker, – solgt her i Danmark via annoncer på for eksempel DBA.

Her finder man alt fra guldringe til PH-lamper og 7er-stole til lave priser med forklaringer om, at det er “fejlkøb” eller et “arvestykke” eller måske “sælges billigt, da vi er gået fra hinanden”. Find selv på flere gode undskyldninger.

Alt sammen for at forklare, hvorfor noget, der har en langt højere værdi her kan købes ganske billigt. Det er fristende, men det er naivt. Ting kommer med en pris, og de bliver ikke pludselig solgt for halvt så lidt. Det er igen for godt til at være sandt. “Nej nej nej – det må man ikke”.

Og her kommer linket til bygge- og ejendomsbranchen så, for i denne uge kunne vi her på Estate Media fortælle, hvordan DR nu har lavet deres opfølgning til TV2s Den Sorte Svane.

I den nye dokumentar kan man se, at der arbejder folk på en række byggeprojekter i Danmark, som opholder sig her i landet illegalt. Der er så endnu flere problemer med det end det åbenlyse, at de arbejder sort og udokumenteret, for det viser sig også, at de arbejder ubeskyttet med asbest og altså hverken indbetaler til den fælles kasse, men oven i købet udfører arbejde, som ikke bør udføres på den måde i et land som Danmark.

Det er ikke et enkeltstående eksempel, at reglerne ikke bliver fulgt. For nylig blev en underentreprenør bortvist fra byggepladsen, hvor Dansk Journalistforbund sammen med Blik- og Rørarbejderforbundet, Dansk El-Forbund og Malerforbundet bygger nyt forbundshus ved Sluseholmen.

Her var fem litauiske arbejdere, som ikke havde overenskomst. Det er måske lidt mærkeligt at løbe den “risiko” fra underentreprenørens side netop på den byggeplads, hvor man bygger for fire fagforbund. Altså hvad havde man forestillet sig?

Men i hvert fald havde de fire fagforbund da også – naturligt nok – sikret  sig, at entreprenørerne på byggeprojektet er underlagt skrappe klausuler og krav om arbejdsvilkår og bæredygtighed – heriblandt, at alle på byggepladsen skal have en overenskomst.

Det kunne de litauiske arbejdere så ikke dokumentere, og da det stod klart, fik underentreprenøren 48 timer til at bringe det i orden. Underentreprenøren nægtede og blev herefter bortvist fra byggepladsen, kunne fagbladet Journalisten oplyse.

Det giver jo så fin mening, at der bliver fulgt op på det, og tingene bringes i orden, selvom parterne åbenlyst havde troet, at det – naturligvis kunne man måske sige – blev fulgt, når nu det var aftalen.

Men en ting er så en overenskomst. Noget andet er ligefrem at være i Danmark illegalt og blive aflønnet i sorte kontanter og helt sikkert dermed være uden overenskomst.

I den situation er der et udvidet ansvar fra både bygherre, entreprenøren, men også fra de andre underentreprenører og fra rådgiverne på pladsen. Nogle må lukke øjnene et eller andet sted. Hvordan man ender der, ved jeg ikke. “Glemmer” man at tale med sine formænd og informere dem om, at der er nultolerance overfor den slags? Glemmer man selv at komme forbi en gang imellem som chef i virksomheden eller lukker man øjnene på samme måde som, når det gode tilbud viser sig på Temu eller DBA?

Er undskyldningen måske, at der mangler arbejdskraft, og den er jo svær at finde. Så er svaret: Næ, det er den tydeligvis ikke for underentreprenørerne. Det, der mangler, er et værdigt socialt hensyn til andre mennesker, som mange måske naivt troede, at vi havde lagt bag os i Danmark for mange år siden. Men hvor naiv har man egentlig lov til at være, når man er den, der er aftageren eller køberen af ydelsen?

Lige nu “går den” tydeligvis stadigvæk ifølge DRs dokumentar, men de fire fagforbund kommer ikke til at være de eneste i fremtiden, der ikke gider bo eller arbejde i et byggeri, hvor trætte asbestlunger eller mennesker lavere end samfundets bund, (fordi de officielt slet ikke findes i det danske system), eller blot medarbejdere uden overenskomst er dem, der har lagt mursten og energi. Der er ikke ret mange i Danmark, der gider sidde med en blodsmag i munden, fordi de har presset citronen for hårdt.

Tilbage til frokostselskabet, så vidste vores gode ven godt, at Temu nok ikke faldt i smag hele vejen rundt om bordet. Men han var alligevel uforberedt på, hvor stor forargelsen var, og hvor dybt den stak. Det tyder på, at nogle i byggebranchen også har undervurderet almindelige danskeres hang til moral.

Så hvadenten det er Temu, DBA, illegale immigranter, manglende overenskomster eller manglende brug af værnemidler ved asbestfjerning, så handler det ikke kun om regulering eller nye tilsyn. Det handler også om, at man hver især og i fællesskab står på mål for det, vi ser, hører og gør. Og når det kommer til den form for opførsel på byggepladser i Danmark, som nu er dokumenteret, så er det et fælles ansvar uanset, hvor stort problemet er, hvor der kun er een konklusion. Og den er enkel: Stop det. Det er ikke værdigt i Danmark.