Christine Lagarde står i spidsen for den Europæiske Centralbank. Foto: ECB

Chefstrateg: Der er ingen tvivl

ECB holder rentemøde den her torsdag. Og her er der en klar forventning om, hvad der kommer til ske blandt investorerne.

– Der er ingen tvivl om, at ECB vil komme med endnu en rentenedsættelse, siger Mikael Milhøj, chefstrateg i Sterna Capital til Børsen.

Inflationspresset i eurozonen er faldende, og samtidig bekymrer væksten i Europa – her er det især Tyskland, der står stille. Det peger mod en ting torsdag – rentenedsættelse.

Ulrik Bie, økonomisk redaktør på Berlingske, hæfter sig også ved den bekymrende udvikling i det tyske.

– Lige nu er spørgsmålet, om aktiviteten i euroområdet som helhed overhovedet vil vokse i den kommende tid. Også selvom en række lande vil levere pæn fremgang. De miserable udsigter skyldes ikke mindst situationen i Tyskland, hvor stemningen i virksomhederne er på et niveau, der normalt indikerer et stort fald i den økonomiske aktivitet. Desuden er arbejdsløsheden begyndt at stige, skriver han i en artikel i Berlingske.

Hvis ECB sænker renten, er der tale om den tredje rentenedsættelse i år af ECB og styringsrenten vil herefter lyde på 3,25 procent. Da den toppede lå den på 4 procent.

For det danske ejendomsmarked er udviklingen i renten essentiel at følge med i, men samtidig er det tvivlsomt, at dagens udmelding får nogen reel indflydelse. Den styrende rente i markedet – den femårige-swap – ligger på et nogenlunde stabilt niveau og forventningen fra både Danske Bank og Nykredit er, at den forbliver på det niveau, som den er på i dag – omkring 2,3 procent.

ECB’s rentemeddelelse bliver offentliggjort kl. 14.15 torsdag. 30 minutter senere går Christine Lagarde på talerstolen og giver en udtalelse og mulighed for spørgsmål.

Nationalbanken vil herefter følge ECBs rentenedsættelse og den danske officielle rente kommer dermed ned på 2,85 procent.





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder