Andreas Antoniades. Foto: Winsløw.

Andreas Antoniades forlader Winsløw

Det er 6 år siden, at advokat Andreas Antoniades skiftede til advokatfirmaet Winsløw, men nu er han på farten igen. 1. januar skifter han til Viltoft Advokatpartnerselskab.

– Jeg har været 23 år i Bech-Bruun, heraf mere end 10 år som partner. Med skiftet til Winsløw, som er et højt specialiseret kontor med store ambitioner, får jeg opfyldt et ønske om at være tættere på udviklingen og den daglige drift af advokatfirmaet, sagde han dengang til Estate Media.

Det får han helt sikkert opfyldt i sit næste job også, for både Winsløw og Viltoft er specialistkontorer med fokus på ejendomsbranchen eller sagt med andre ord; de juridiske specialer Fast Ejendom og Entrepriseret. Andreas Antoniades begrunder skiftet med en række gode relationer hos Viltoft, som han gerne vil udforske yderligere ved at indgå et egentligt samarbejde.

– Jeg har besluttet at tage hul på en ny fase i min karriere hos Viltoft, som jeg gennem en årrække har haft en god relation til. Tiltrædelsen hos Viltoft er drevet af en vision om samlet set at styrke og udvikle Viltoft ved at forbinde Viltofts’s stærke renommé og høje faglighed inden for entreprise, udbud og proces med mine erfaringer med transaktioner, udvikling af ejendomme og lejeret til gavn for klienterne. Det er et tilvalg af Viltoft og ikke et fravalg af Winsløw, siger Andreas Antoniades.

Viltoft har 23 medarbejdere før skiftet, mens Winsløw er oppe på 36 medarbejdere.

Transaktionsteamet skulle videreudvikles
Da Andreas Antoniades skiftede til Winsløw var det blandt andet med et mål om at videreudvikle transaktionsteamet, og det er da også sket ifølge Managing Partner Claudia Mathiasen.

– Vi har værdsat den erfaring, som Andreas bragte med til Winsløw fra sine 12 år som partner i Bech-Bruun med blandt andet komplekse ejendomstransaktioner og projektudvikling. Det har været med til at videreudvikle særligt vores Commercial Real Estate Team, og det betyder, at teamet – også efter Andreas’ fratræden – står stærkt med høj faglig specialisering i et konkurrencepræget marked, siger Claudia Mathiasen, der selvom det er et tab for Winsløw ønsker Andreas Antoniades held og lykke hos Viltoft med et “tak for denne gang”.

Det kan hun blandt andet gøre, fordi Winsløw netop har styrket transaktionsteamet med flere profiler fra det nu lukkede Gangsted Advokatfirma. I den forbindelse indtrådte 3 nye partnere og en gruppe medarbejdere fra Gangsted i foråret 2024. Winsløws Commercial Real Estate Team vil fra 1. januar 2025 blive ledet af advokat Iben Mai Winsløw og advokat Søren Sloth.

– De har begge i kraft af lange og solide relationer til Tier 1 kunder en markant position i markedet. Winsløw fortsætter således med at rådgive investorer, pensionskasser, kommuner, by- og ejendomsudviklere, entreprenører, rådgivere og andre centrale spillere i ejendomsmarkedet på specialistniveau og med fokus på, at alle Winsløws kunder oplever at blive højt prioriteret, siger Claudia Mathiasen.





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder