torsdag 03. oktober 2024 11:50
Realdania-direktør stopper
Jesper Nygård, der er adm. direktør i Realdania, stopper efter 12 år på posten.
Han fratræder stillingen i løbet af 2025, når hans afløser er fundet og klar til at overtage posten.
Ifølge både Jesper Nygård og bestyrelsesformand Lars Krarup er skiftet “velplanlagt, udramatisk og aftalt i godt samspil”.
Fra Jesper Nygård, som fylder 63 år senere på året, lyder det, at han fratræder for at trappe ned på arbejdsfronten og få mere tid på privatfronten.
– Det er et rigtigt valg, men har naturligvis ikke været et nemt valg. Jeg vil savne mine dygtige kolleger og alle foreningens samarbejdspartnere rigtig meget, siger Jesper Nygård.
Jesper Nygård blev medlem af bestyrelsen i 2003, bestyrelsensformand i 2009 og har siden 2013 været adm. direktør i foreningen.
– Jesper vil virkelig blive savnet. Jeg ønsker ham alt det bedste i det nye arbejdsliv, siger bestyrelsesformand Lars Krarup.
Jesper Nygård vil i øvrigt fortsat bidrage i en række aktiviteter omkring Realdania. Blandt andet i de internationale aktiviteter, hvor han i nogle år frem repræsenterer foreningen, f.eks. i bestyrelsen for den europæiske fondssammenslutning Philea, det globale bynetværk C40 og Local2030 Coalition i FN-regi.
Realdanias bestyrelse er nu gået i gang med at forberede skiftet af adm. direktør.
Tidligere på året kunne Realdania præsentere et overskud på 794 millioner kr for 2023.
Der var overskud i alle aktiv-klasser – på nær ejendomme.
– Vi har måtte nedskrive vores filantropiske ejendomsinvesteringer med 7,5 procent og vores kommercielle ejendomsinvesteringer med 5 procent. Og det er faktisk den eneste aktivklasse hos os, der har givet tab, fortalte Jesper Nygård i den forbindelse.