Kamilla Sevel.
Chefredaktør Kamilla Sevel.

Den gode, den onde og alt det andet – take-aways fra Ejendomsdagene

Ejendomsdagene har siden 2012 været årets faglige samlingspunkt. Døgnet, hvor branchen helliger sig nye indtryk og netværk, og bruger 24 timer på at udvide horisonten. 2024 var ingen undtagelse, og hvad var så take-aways i pixiformat?

Den gode:
Det gode i branchen lige nu er, at selvom vi har været igennem Corona, inflationskrise og transaktionstørke, så går det faktisk godt i ejendomsbranchen for de fleste af ejendomsbranchens aktører.

Ejendomsejerne har stadigvæk deres ejendomme, der er godt cash-flow, og der er en helt enorm efterspørgsel i hvert fald, hvis man er indenfor boliger. Så alt det boligbyggeri, der er i gang, kan stort set lejes ud. Det tiltrækker og fastholder investorer, selvom marginerne er mindre end de har været. Og dem, der allerede har ejendomme kan sådan set bare se på, at forretningen kører med lav eller ingen tomgang.

Den onde:
På den problematiske side er, at sådan er det ikke i hele landet. Investorerne på ejendomsdagene svarede alle “Storkøbenhavn”, når de blev spurgt, hvor de ville investere. Medmindre de altså kom fra en anden region og typisk var mindre lokale investorer, for det er dem, der bærer udviklingen i resten af Danmark i øjeblikket.

Det vil skabe en ubalance indenfor få år, hvis det ikke ændrer sig. Det skaber også en ubalance, at fremdriften i ejendomsselskaberne er bundet op på stigende priser i lejemarkedet, som er langt fra tanken om billige boliger. Og selvom det ikke direkte har noget med ejendomsbranchens aktører at gøre her og nu, så vil det før eller siden blive italesat, at branchen må påtage sig et ansvar for, at unge kan komme ind på boligmarkedet og der er boliger til alle. Men den tid, den sorg, kunne man fristes til at sige, for den sang er der ikke ret mange, der synger. Endnu.

Den grusomme og/eller den virkelig sjove:
Den grusomme er, at alle på Ejendomsdagene – og her mener jeg virkelig alle uden, at det dækker over en generalisering – er i dag enige om, at ejendomsbranchen har et kæmpe ansvar for både klima og samfund. Men rigtig mange har svært ved at forholde sig til, hvad det helt konkret betyder for dem. Det kan blive temmelig grusomt, hvis man ikke får defineret det og kommer i gang med den store omstilling i tide.

Her kom Danske Bank med et forslag til, hvordan man kan begynde at omstille sig, fordi de ved, at deres portefølje skal kunne fremvises som grøn fremfor brun, og hvis kunderne er grønne er det bare også meget nemmere for bankerne. Jeg er overbevist om, at netop det, at pengene lige om lidt bliver dyrere, sværere tilgængelige, ja måske ligefrem umulige at få adgang til, hvis man ikke tænker klima og bæredygtighed i sin portefølje, det vil betyde, at der for alvor sker en omstilling i branchen. Om det ligefrem bliver virkelig sjovt er nok ikke lige ordet, men det vil i hvert fald være godt for vejen mod et Co2-neutralt Danmark.

Så hvis man skal summe de mange indtryk op, så ser jeg et skifte i ejendomsbranchen i retning mod en reel vilje til at forstå, hvad der skal til for at tage mere ansvar. Men også fortsat en famlen i forhold til, hvor der skal tages fat.

Det er jo ikke sådan, at alle aktører fra partnere i projektudviklingsselskaber til direktører i ejendomsselskaber vågner op og pludselig har set lyset. Men vi er i gang med et gearskifte fra 2. til 3. gear i en bil med 5 gear. Og nej, ejendomsbranchen kører ikke med automatgear og trykker den bare i bund på hele ESG-dagsordenen. Sådan er det ikke. I modsætning til de mange fine biler, der holdt parkeret ved Ejendomsdagene, og som faktisk kan køre rigtig hurtigt, så kører branchens fælles bil langsomt fremad, men det ændrer ikke på, at gearskiftet var tydeligt på Ejendomsdagene.





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder