adm direktør i AP Ejendomme, Peter Olsson. Foto: Claus Sall/AP Pension.

Topcheferne med Peter Olsson: – Det kræver, at vi holder kæden stram

– Det kræver, at vi holder kæden stram og ikke hviler på laurbærrene, men at vi faktisk ”walk the talk”.

Sådan siger adm. direktør i AP Ejendomme, Peter Olsson, til Estate Media i serien “Topcheferne” om den største arbejdsmæssige udfordring lige nu. For at realisere de store projekter, AP Ejendomme er udvalgt til, skal der arbejdes.

I Topcheferne stiller vi fem spørgsmål til en række topchefer fra ejendomsbranchen.

Peter Olsson står i spidsen for AP Ejendomme, som stod bag den største ejendomshandel i Danmark i 2023 med købet af Codanhus og Kalvebod Brygge 32 af Corem. AP Ejendomme købte de to markante bygninger for 2,5 milliarder kr. Transaktionen er nomineret til Ejendomsprisen 2024. Estate Media uddeler hvert år på Ejendomsdagene Den 5. september årets ejendomspriser. 

Hvad har gjort dig mest stolt i dit arbejdsliv det seneste år?
At vi som team i AP Ejendomme gentagne gange har vundet de store udbud, der er kørt adskillige steder i landet. Det drejer sig blandt andet om at være valgt som partner i arealudviklingsselskaber på Esbjerg Havn og Pier III på Århus Ø, samt at vi vandt By & Havns udbud af de sidste grunde på Enghave Brygge. Det vidner om en stærk tiltro til de kompetencer og erfaringer, vi har opbygget i AP Ejendomme til at realisere sådanne store og krævende byudviklingsopgaver.

Her handler det ikke udelukkende om at byde en urealistisk høj pris, men derimod om også at kunne præsentere ambitiøse visioner for byudviklingsprojekter både hvad angår alle aspekter af bæredygtighed, arkitektur, og ikke mindst selve dannelsen af nye attraktive byområder. Dette forpligter, så jeg glæder mig enormt til at komme i gang med selve realiseringen af disse enestående udviklingsopgaver.

Jeg er dog samtidig også stolt af, at vi ultimo 2023 kunne lukke købet af de to ikoniske kontorejendomme i København; Codanhus og Kalvebod Brygge 32 i et ellers fastfrosset marked, hvor vi fik mulighed for en meget attraktiv handel, som krævede den agilitet og beslutsomhed, som AP Ejendomme gerne vil stå for. Det var en af de største ejendomshandler i Europa sidste år, men beviser, at vi skal kunne se igennem ”tågen” i et paralyseret marked, hvis de rette muligheder byder sig til.

Hvad er din største arbejdsmæssige udfordring lige nu?
At realisere de store projekter vi nu er blevet udvalgt til at sætte i søen; det kræver, at vi holder kæden stram og ikke hviler på laurbærrene, men at vi faktisk ”walk the talk”.

Men generelt er de fortsatte høje byggeomkostninger en udfordring i forhold til det opnåelige afkast sammenholdt med det aktuelle renteniveau. Dette selvom man udvikler selv som vi gør i AP Ejendomme, og derved kan opnå det skarpest mulige afkast. Dette gør sig særligt gældende, hvis man ikke har de absolut bedst beliggende projekter udenfor det centrale København, hvor leje- og salgsniveauerne fortsat er begrænsede. At ejendomsmarkedet fortsat er meget stillestående i forhold til handler, gør det yderligere udfordrende at få markedsevidens om retvisende markedsniveauer. Forhåbentligt kan en yderligere stabilisering af renteniveauet få mere fremdrift i mængden af transaktioner.

Hvad er den næste milepæl for AP Ejendomme?
At vi kan fortsætte med at være med til at drive den bæredygtige omstilling; ikke bare indenfor certificering og materialer, men også den sociale bæredygtighed, som er afgørende for at få igangværende projekter og byudviklinger til at blive en reel succes, og derved kan blive inviteret til yderligere projekter.

AP Ejendomme skal ikke bare vækste for størrelsens skyld, hvis vi ikke samtidig formår at være med til at realisere konkrete eksempler herpå. Det kræver også, at vi er åbne overfor partnerskaber, der bidrager til den samme dagsorden. Det kan selvfølgelig være som kapitalpartner, der gør, at vi kan nå endnu længere ud og som deler vores overordnede målsætninger om ejendomsudvikling, men også gerne partnere der kan bidrage endnu mere aktivt til denne målsætning.

Hvad er den seneste bog, du har læst?
”Ned til hundene” af Helle Helle. Jeg elsker hendes typisk minimalistiske stil og beskrivelse af menneskeskæbner. Jeg glæder mig meget til at læse hendes ”Hafni fortæller”, som også er med på ferien.

Hvor går ferien hen i år? 
I vores sommerhus ved vestkysten. Her er skønt og fredeligt, og man møder ingen man kender, medmindre man selvfølgelig selv inviterer dem.

Estate Media går denne sommer tæt på en række topchefer i ejendomsbranchen. Læs de andre portrætter her





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder