Managing Partner Nicholas Thurø, Cushman & Wakefield RED. Foto: Cushman & Wakefield RED.

Topcheferne med Nicholas Thurø: Næste milepæl er at skalere

– Det kræver meget fokus, da vi ”asfalterer mens vi kører”, og det koster relativt set mange penge.

Sådan siger adm. direktør, medstifter og managing partner i erhvervsmæglervirksomheden Cushman & Wakefield RED Nicholas Thurø til Estate Media i serien Topcheferne om en af de arbejdsmæssige udfordringer, han står med netop nu.

Her stiller vi fem spørgsmål til en række topchefer fra ejendomsbranchen.

Cushman & Wakefield RED har 40 specialister i Danmark, og er en del af den internationale Cushman & Wakefield-alliance som tæller mere end 52.000 kollegaer fordelt på flere end 400 kontorer i 71 lande.

Et kig i det seneste årsregnskab viser, at 2023 blev et hårdt år for RED.

Virksomhedens bruttofortjeneste faldt med hele 35 procent og gik fra 71,5 millioner kr. i 2022 til 46,5 millioner kr. i 2023.

Her pegede Nicholas Thurø på, at resultatet kan føres direkte tilbage til udviklingen på transaktionsmarkedet.

– Indenfor transaktionsmarkedet er vores fokus på de større handler, og i hele 2023 var der 123 handler til mere end 50 millioner kr. mod 256 i 2022. Så vores budget for 2023 var markant lavere end de forudgående år, og det viste sig desværre at holde stik, sagde han i den forbindelse. 

Hvad har gjort dig mest stolt i dit arbejdsliv det seneste år?
I de sidste tre år har vi investeret meget tid i at digitalisere vores virksomhed, og det har blandt andet resulteret i vores nye digitale vurderingsplatform. Det betyder, at vi kan levere vores vurderinger i et overskueligt, digitalt format, hvor modtageren selv kan dykke ned i sammenlignelige handler, lejeniveauer, forudsætninger mv.

Det giver også mulighed for at data fra vurderingsrapporterne kan samles i en back end, hvor klienten får et overblik over alle deres ejendomme og udviklingen i eksempelvis tomgang, lejen, afkast, værdier mv. over tid. Alt det, som man i dag sætter op i et Excel ark og måske overfører til en Powerpoint og manuelt skal opdatere hvert kvartal. Det er den udvikling i RED, jeg er mest stolt over i det seneste år.

Hvad er din største arbejdsmæssige udfordring lige nu?
Vi har stadig en del udviklingsidéer og igangværende opgaver indenfor vores digitalisering. Det kræver meget fokus, da vi ”asfalterer mens vi kører”, og det koster relativt set mange penge. Overvejelsen er hele tiden, hvor langt du skal gå i din udvikling, før du ved, at der er en efterspørgsel. Men omvendt skal kunden se et produkt og gerne i funktion, før vi kan vække deres latente behov. Så at få defineret den rigtige udviklingstakt er en af mine største udfordringer.

Hvad er den næste milepæl for RED?
Vi har i RED et meget stærkt og engageret team, og med de digitale værktøjer vi har udviklet i de senere år, så er næste milepæl at skalere vores virksomhed ved at levere et bedre produkt på kortere tid til vores klienter i alle afdelinger.

Hvad er den seneste bog, du har læst?
Jeg er i gang med ”De bjergtagne” af Anders De La Motte. En klassisk krimi. Jeg elsker at læse krimier og rydde hovedet for alle andre tanker. Desværre bliver det for få bøger i løbet af året.

Hvor går ferien hen i år? 
Det meste af ferien bliver i Danmark, både hjemme og i sommerhuset på Marielyst. I den sidste uge af sommerferien skal jeg en tur til Spanien med fire af mine sønner på 4, 11, 17 og 18 år. Agendaen er swimmingpool og is flere gange dagligt.

Estate Media går denne sommer tæt på en række topchefer i ejendomsbranchen. Læs de andre portrætter her





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder