Adm. direktør Dariush Rezai, Sweco Danmark. Foto: Sweco.

Topcheferne med Dariush Rezai: Vi har brudt en meget lang tradition i dansk byggeri

– Jeg mener godt, vi kan tillade os at sige, at vi har været normskabende ift. integreret rådgivning, og at vi har den gule førertrøje, siger Dariush Rezai til Estate Media i serien “Topcheferne”.

Her stiller vi fem spørgsmål til en række topchefer fra ejendomsbranchen.

Dariush Rezai, som du kan møde på Estate Medias konference Ejendomsdagene i september, er adm. direktør i den svenske rådgivervirksomhed Swecos forretning i Danmark. Her kom han til i 2017 efter en årrække i ledende stillinger hos Eltel Networks og NCC Constrution. I september 2023 foretog Sweco sit hidtil største opkøb med købet af OJ Rådgivende Ingeniører. Sweco Danmark beskæftiger knap 2.000 medarbejdere fordelt på 19 kontorer i 17 danske byer.

Swecos sidste regnskab, som er fra 2023, viser fremgang i både omsætning og indtjening. Regnskabet viser en omsætning på lidt mere end 1,7 milliarder kr. mod 1,5 milliarder kr. året før. Resultatet før skat endte på 209 millioner kr. i 2023 mod 172 millioner kr. i 2022.

Af en spritny status over 2024, som Sweco har udgivet, er der også sorte tal. Omsætningen i det første halvår af 2024 er steget med 30 procent sammenlignet med sidste år og lander på 1,2 milliarder kr.

Hvad har gjort dig mest stolt i dit arbejdsliv det seneste år?
Vi har igennem flere år arbejdet dedikeret og målrettet med at skabe en rådgivervirksomhed, hvor arkitekter og ingeniører arbejder tæt sammen for at høste de gevinster for projekterne, der naturligt følger med at rådgive integreret på tværs af fagligheder. Jeg mener godt, vi kan tillade os at sige, at vi har været normskabende ift. integreret rådgivning, og at vi har den gule førertrøje.

I dag er vi stadig den eneste større rådgiver, hvor arkitekter og ingeniører sidder fysisk sammen og deler navn. Vi ser, at det virker og at både vores arkitekter og ingeniører oplever, at de bliver bedre til deres respektive fagligheder ved at arbejde og sidde sammen med andre fagligheder i dagligdagen. Alle fordomme om at det skulle resultere i lavere faglighed er modbevist med fakta og resultater. Vi har brudt en meget lang tradition i dansk byggeri for at arbejde opdelt i fag, og vi arbejder ydmygt hver dag på at forbedre os yderligere.

Hvad er din største arbejdsmæssige udfordring lige nu?
Ændringerne i samfundet sker hurtigere og hurtigere. For at være relevant som rådgiver skal man ikke alene have kompetencer til at løse nutidens udfordringer men hele tiden være et par skridt foran. Det er krævende, og vi investerer derfor mere end nogensinde i kompetenceudvikling og uddannelse af vores kollegaer, ligesom vi i stigende grad anvender viden på tværs af Sweco-lande, som kommer de enkelte projekter til gode.

Hvad er den næste milepæl for Sweco?
Vi rundede 2.000 medarbejder i Danmark denne sommer. Det er naturligvis en milepæl vi er glade for, fordi den viser, at der et godt match mellem det vi tilbyder vores kunder, og det de har behov for. Men vi anvender faktisk ikke milepæle særligt meget i Sweco. Vi har ambitiøse langsigtede mål, men strategi er noget, der foregår hver dag i de små handlinger, som er dem, der har vores fokus.

Hvad er den seneste bog, du har læst?
Bøger er ikke mit foretrukne underholdningsformat. Jeg foretrækker film, serier og dokumentarer. Gerne noget, der er historisk, og hvor der er godt med puls. For tiden sluger jeg – lidt for mange – afsnit af serien ”The Last Kingdom”.

Hvor går ferien hen i år?
I år går ferien traditionen tro til sommerhuset, der ligger på en mindre ø i Nakskov Fjord. Her er ro og fred og masser af natur, som gør det svært ikke at komme helt ned i gear. Derudover skal vi på en sejl-ferie i det græske øhav sammen med et par venner og familie

Estate Media går denne sommer tæt på en række topchefer i ejendomsbranchen. Læs de andre portrætter her





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder