Bystrategisk chef i Aarhus Kommune, Bente Lykke Sørensen. Foto: Aarhus Kommune.

Topcheferne med Bente Lykke Sørensen: – Det er vores helt store udfordring

– Skal jeg fokusere på det seneste år, er det uden tvivl den Mipim-Award, som jeg sammen med det resterende hold bag udviklingen af Bassin 7 på Aarhus Ø, modtog i Cannes i marts.

Sådan siger Bente Lykke Sørensen om dét, der har gjort hende met stolt det seneste år til Estate Media i serien “Topcheferne”.

Her stiller vi fem spørgsmål til en række topchefer fra ejendomsbranchen.

I dag er det bystrategisk chef i Aarhus Kommune, Bente Lykke Sørensen.

Bystrategi, som er en del af Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, ledes af Bente Lykke Sørensen, og består af cirka 55 medarbejdere, der arbejder med udviklen af Aarhus by. Hun indtager også plads 22 på Estate Medias liste over de 50 mest indflydelsesrige i den danske ejendomsbranche, Magthaverne.

Hvad har gjort dig mest stolt i dit arbejdsliv det seneste år?
Siden jeg i 2005 blev ansat til at stå i spidsen for udviklingen af De Bynære Havnearealer i Aarhus og herefter flere store udviklingsområder rundt i Aarhus Kommune, har der været en del store milepæle, som jeg har været enormt stolt over at have rundet. Skal jeg fokusere på det seneste år, er det uden tvivl den Mipim-Award, som jeg sammen med det resterende hold bag udviklingen af Bassin 7 på Aarhus Ø, modtog i Cannes i marts.

Da vi i sin tid påbegyndte udviklingen af De Bynære Havnearealer, blev Bassin 7 hurtigt udpeget som et område, der indeholdt et særligt potentiale for byliv på Aarhus Ø. I 2013 indledte Aarhus Kommune derfor en særskilt udviklingsproces for netop dette område for blandt andet at øge fokus på byliv og mangfoldighed, at øge sammenhængskraften med den eksisterende midtby og at skabe et centrum for byliv på Aarhus Ø.

At Havnebadet i Bassin 7-området rundede 100.000 gæster i dets første sæson, var første indikator på, at vi i den grad var lykkedes med dette, og da vi modtog den prestigefyldte Mipim-Award i kategorien Bedste byfornyelsesprojekt 2024, blev der sat streg under dette.

Hvad er din største arbejdsmæssige udfordring lige nu?
I øjeblikket er det processen for udvikling af arealerne på Pier 3 på Aarhus Ø, som fylder mest på mit bord. Det gør det, fordi vi i dette udviklingsprojekt vil benytte os af en for Aarhus Kommune ny metode til byudvikling: udvikling via et arealudviklingsselskab. Den 4. juni 2024 godkendte Magistraten i Aarhus Kommune det investorteam, som fra sommeren 2025 vil indgå i et nystiftet arealudviklingsselskab sammen med Aarhus Kommune. Forud for dette venter et år, hvor investorteamet sammen med Aarhus Kommune udarbejder Udviklingsplan for Pier 3 samt gennemfører en ny og omfattende runde af borgerinddragelse.

Hvad er den næste milepæl for Aarhus Kommune?
I Aarhus Kommune arbejder vi på tværs af magistratsafdelingerne med et begreb, vi kalder ’De vilde problemer’. Store problemer, som ikke kan løses, men som kan påvirkes via en fælles indsats. Ét af disse er udfordringen med den blandede by. Som landets andenstørste kommune står vi med den helt store udfordring, at sammenhængskraften i byen er ved at smuldre. Den sociale og demografiske udvikling af Aarhus er ikke bæredygtig. Det skyldes især – som det også er tilfældet i mange andre store byer – at børnefamilierne flytter ud af kommunen. Mange unge familier drømmer om hus og have efter endt uddannelse, og når det første barn har meldt sin ankomst. Den drøm er både lettere og billigere at realisere i vores nabokommuner.

På grund af de mange muligheder, der er i Aarhus for videregående uddannelser, har der i mange år været et stort pres på det aarhusianske boligmarked – særligt omkring studiestart i september. Med rigtig meget nyt byggeri hovedsageligt til privat udlejning er det pres fjernet fra byen. Nu står vi i stedet i en situation, hvor vi mangler ejerboliger. Desværre er det sådan, at med de redskaber, vi i dag har til rådighed som kommunal byudvikler, kan vi ikke planlægge for ejerboliger. Det er desværre med til at øge den stigende sociale ubalance i kommunen. At få vendt den udvikling er den næste milepæl, jeg håber, vi når til i Aarhus Kommune.

Hvad er den seneste bog, du har læst?
Det er journalist og tv-vært Søren Lipperts bog “Derfor ender demokratiet, som vi kender det”. En tankevækkende bog, som argumenterer for, at demokratiet af utrolig mange mennesker verden over bliver oplevet som en klods om benet, og at vi står overfor en global tillidskrise til demokratiet og dets institutioner. Mange føler sig hverken set eller hørt og oplever, at deres argumenter ikke bliver taget seriøst.

Det afspejler sig også i Aarhus, hvorfor borgerinddragelse er kommet højt op på den politiske dagsorden. Vi har derfor også udviklet meget grundige og omfattende borgerinddragelsesprocesser, som implementeres i vores udviklingsarbejde for netop at sikre, at alle dele af den aarhusianske befolkning og det aarhusianske forenings- og erhvervsliv bliver hørt. Senest er de seks styrende strategiske temaer for udviklingen af Pier 3 netop formuleret ud fra et sammenfattende katalog over en gennemført borgerinddragelsesproces. Ligeledes har vi også implementeret borgerinddragelsesprocesser tre gange undervejs i udviklingen af Pier 3, så borgere, erhvervsliv og andre interessenter i både udviklings- og realiseringsprocessen får mulighed for at blive set og hørt.

Hvor går ferien hen i år?
Min familie og jeg skal på rundrejse i det sydlige Italien og til Sicilien denne sommer. Det ser jeg utrolig meget frem til. Det bliver spændende at opleve forskellige egnskulturer i den del af Europa. Og så er det jo en oplagt grund til at få genset The Godfather-trilogien inden ferien.

Estate Media går denne sommer tæt på en række topchefer i ejendomsbranchen. Læs de andre portrætter her





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder