Adm. direktør Anne Skovbro, By & Havn. Foto: Wilfred Gachau.

Topcheferne med Anne Skovbro: Historisk salg gør mig stolt

– Det er, at resultaterne af flere års hårdt arbejde nu kommer ind, siger adm. direktør i By & Havn Anne Skovbro om det, der har gjort hende mest stolt det seneste år.

Det siger hun til Estate Media i serien “Topcheferne”.

Her stiller vi fem spørgsmål til en række topchefer fra ejendomsbranchen.

Anne Skovbro har siden 2018 været adm. direktør i By & Havn og siden 2023 været forperson i Rådet for Bæredygtigt Byggeri, der udsteder det eftertragtede DGNB-certifikater. Og så indtager hun for andet år i træk førstepladsen på Estate Medias liste over de 50 mest indflydelsesrige i den danke ejendomsbranche, Magthaverne.

By & Havn, der er ejet af Københavns Kommune og den danske stat, kom ud af 2023 med et underskud på -760 millioner kr. Det er første gang i fem år, at selskabet kommer ud med et underskud. Det skyldes nedskrivninger, lyder det. By & Havn har nedskrevet værdien af investeringsejendomme med -260 millioner kr., hvilket svarer til en nedskrivning på to procent. I 2022 nedskrev de med cirka 8 procent.

Hvad har gjort dig mest stolt i dit arbejdsliv det seneste år?
Det er, at resultaterne af flere års hårdt arbejde nu kommer ind: Boligerne skyder op i Fælledby, gode lejere flytter ind i de renoverede pakhuse i Nordhavn, grøn omstilling af vores parkeringsforretning, det historisk største enkeltstående salg på Enghave brygge. Alt sammen båret af godt samarbejde med gode partnere og et stærkt hold i By & Havn. Det gør mig stolt. Det er gode projekter, som styrker både By & Havns forretning men også er gode for København.

Hvad er din største arbejdsmæssige udfordring lige nu?
ESG målene vi har fået vedtaget af vores bestyrelse er ambitiøse, men det er det hold af medarbejdere, der arbejder med det også. Så nogle dage er udfordringen som direktør især at få prioriteret, at vi tager det næste skridt, der leverer resultater nu. Og så skal resten leveres i runde to.

ESG arbejdet er meget spændende og inde i en rivende udvikling, men man skal huske, at det ikke handler om at lave en rapport. Det handler om at realisere en reel forandring i forretningen, og det kræver fokus og prioritering. En forandring som går hånd i hånd med den kommercielle virkelighed. Det gør den lige nu, men det kan ændre sig, når rammebetingelserne ændrer sig.

Hvad er den næste milepæl for By & Havn?
Nordhavn fylder meget i de kommende år. Både som byudvikling og nogle store havneinvesteringer i containerterminal, landstrøm og så videre. Vi har tre lokalplaner på vej, hvor Levantkaj er det store nye bykvarter. Metroen står færdig i 2030, nordhavnstunnel i 2027 og Tunnelfabrikken udvikles. 2030 er jo kun om seks år, og det er en kort tidshorisont i byudvikling. Så der er et stærkt internt fokus på at forbedre Nordhavn til byggemodning og salg og færdiggøre containerterminal og landstrøm og de andre investeringer. Alt sammen med 50 procent CO2 reduktion for øje. Så vi forbereder markedet til de nye krav, vi vil stille til byggemodning og salg.

Hvad er den seneste bog, du har læst?
Lars Myttings tredje bog ”Skråpånatta” i trilogien om en lille bygd og familierne der. Det er skrevet med udgangspunkt i dalen i nærheden af, hvor vi altid holder vinterferie i Norge. Lars Mytting er en fantastisk forfatter. Hvis man er til den humoristiske genre, kan man starte med hans bog om brænde. Om mænds forhold til at hugge brænde, stable brænde eller til udstyr til brænde. Når man har læst den bog, kan man ikke gå forbi en brændestabel uden at tænke over, hvad den siger om personen, der har stablet den.

Er du typen, der mener, at det er afgørende for din vinter, at brændet i dit sommerhus er sorteret efter størrelse eller mener du, at runde brændestabler er vejen til nirvana, bør du overveje ikke at læse den. Men ellers læs den før din nabo.

Hvor går ferien hen i år?
Til sommerhuset i Rørvig hvor jeg skal læse bøger, morgenbade, kigge på skyerne og lave så lidt som muligt. Den plan holder nok i en uge. Altså om at lave så lidt som muligt.

Estate Media går denne sommer tæt på en række topchefer i ejendomsbranchen. Læs de andre portrætter her





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder