Morten Jensen Adm. direktør, Newsec Advisory A/S. Foto: Newsec

Flot resultat i et udfordrende marked

Ledelsen fremhæver især virksomhedens strategiske fokus på den digitale transformation, de store udlejninger og medarbejdernes indsats som særlige drivkræfter til det positive resultat.

Større handler og udlejninger
Trods et vanskeligt marked, hvor transaktionsvolumen blev halveret fra ca. 75 mia. kr. i 2022 til ca. 38 mia. kr. i 2023, lykkedes det selskabets Capital Markets-afdeling at afslutte flere interessante transaktioner. Den største var en fortrolig transaktion til 850 mio. kr., hvor køber var en udenlandsk fond.

– Samlet set har vi været tilfredse med udviklingen i vores Capital Markets-afdeling, men også udlejningsafdelingen har udvist en flot vækst, hvor den største udlejning var for KLP på 16.500 m² i Ørestaden, fortæller administrerende direktør Morten Jensen.

Øvrige afdelinger som Vurdering og Strategisk Analyse samt Corporate Real Estate har også haft et godt år med positive vækstrater. Fremadrettet ligger der en opgave i at styrke temaet og udbygge infrastrukturen.

– I 2024 kommer vi til at fortsætte rekruttering af nøglemedarbejdere, og vi forventer en styrkelse af vores Capital Markets team i efteråret, ligesom vi fortsætter lanceringen af Proptivity, som er udbygning af 5G infrastruktur i ejendomme, fortsætter Morten Jensen.

Et stærkt team er afgørende for at positionere sig endnu skarpere i et udfordrende marked. Virksomhedens værdi ”Passion for Colleagues and Clients”, i forening med ”Excellence”, ”Integrity” og ”Innovation”, skal være med til at bringe Newsec Advisory i top tre inden for alle forretningsområder.

– Vi vil gennemføre løbende målinger på medarbejder- og kundetilfredshed. Og vi udarbejder konkrete handlingsplaner, som skal støtte os i prioriteringen af vores indsatser. Kollegaerne har udvist høj integritet og gjort en enestående indsats i 2023. Samtidig oplever vi stor tillid fra vores kunder, siger Morten Jensen og fortæller, at styrken i medarbejderstaben har givet dem endnu bedre mulighed for at innovere og være på forkant med den digitale transformation.

Digitale værktøjer åbner for nye muligheder
– I 2019 tog vi beslutningen om at transformere virksomheden digitalt, og her fem år efter ser vi resultaterne. I 2023 lancerede vi den nye kortløsning Estate Explorer i samarbejde med Viamap.

En kortløsning som på en let tilgængelig måde giver adgang til ejendoms- og markedsdata samtidig med, at mere end 90 kortlag gør det muligt at analysere alt fra bl.a. lavbundsjorde til modellering af oversvømmelsesrisiko ved skybrud og sol- og vindenergi forsyning.

– Et produkt som vi forventer os meget af, og som er integreret i vores arbejde og samtidig er tilgængelig for vores eksterne brugere, fortæller Morten Jensen, administrerende direktør i Newsec Advisory A/S.

Newsec Advisory A/S har ligeledes udviklet to andre digitale produkter. Det ene er Newsec Numbers, som giver adgang til leje- og transaktionsdata og er tilgængelig for alle brugere. Det andet er Nordisk Transaktions App, som giver brugerne muligheden for at følge transaktionsmarkedet og afkastniveauer i alle nordiske lande samt Baltikum. Nordiske Transaktions App fungerer, indtil videre, som et internt værktøj.

– Vi er stolte af det store arbejde, der gennem de senere år er lagt i kvalitetssikring af data, opbygning af databaser og brugervenlige brugerflader, som gør data let tilgængelig for vores kunder og andre brugere, fortsætter Morten Jensen.

Newsec Advisory er kommet langt med den digitale transformation. Det øgede fokus på at skabe værktøjer, der bidrager til andre indsigter og nye muligheder er lykkedes.

Positivt driftsresultat med forbedringspotentiale
Selskabet har i 2023 realiseret et positivt driftsresultat på 1,2 mio. kr. før skat, hvilket isoleret set er tilfredsstillende. Som følge af bl.a. goodwill-afskrivninger på 1,8 mio. kr. ender årets resultat negativt ud med 1,5 mio. kr. efter skat.

Goodwill-afskrivningerne stammer tilbage fra selskabets stiftelse i 2009 og afskrives over 20 år og vil således påvirke selskabets årsresultat negativt med 1,8 mio.kr. til og med 2028.

– Vi er tilfredse med vores driftsresultat for 2023 i et svært marked, men vi kan selvsagt ikke være tilfredse med det samlede resultat, når dette er negativt. Goodwill-afskrivningerne er en arv, vi har overtaget, og som er uden betydning for vores finansielle performance i øvrigt”, siger Morten Jensen.

Med et stærkt team, der skaber gode resultater, samt en portefølje af digitale værktøjer, der forbedrer indsigter og øger brugervenligheden, står Newsec Advisory et rigtigt godt sted. Den administrerende direktør ser lyst på fremtiden.





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder