torsdag 14. marts 2024 19:15
Danskere vinder Mipim-pris
Esbjerg Maritime Center har netop vundet en Mipim-award, ejendomsbranchens gyldne palmer, i kategorien cultural, Sports and Education Project.
Det er Werk og Snøhetta, der er arkitekterne bag projektet og Esbjerg Kommune, der er bygherre.
Det nye Maritime Center, kaldet “Lanternen”, udgør et maritimt socialt knudepunkt og arkitektonisk vartegn for havnebyen. Centret huser flere vandsportsklubber, bådopbevaring, træningsfaciliteter, et stort værksted og sociale funktioner.
Bygningen, der ligger i den nye bydel Havneøen – Esbjerg Strand, blev indviet den 21. januar 2023.
– Vi er meget stolte over, at I har stemt på os. Jeg håber, vi ses i Esberg, lød det fra en stolt Thomas Kock fra Werk Arkitekter.
Rent dansk bord
Danmark gjorde torsdag aften rent bord ved award-showet i Cannes.
Danske projekter var nomineret i tre kategorier og vandt i alle tre tilfælde.
Udover Esbjerg-projektet modtog Aarhus-projektet Bassin 7 og Living Places-projektet i København også en pris.