Incuba-holdet efter modtagelsen af prisen for årets projekt i Aarhus. I midten adm. direktør, Mai Louise Agerskov. Foto: Incuba

Incuba vinder prisen for “Årets Ejendomsprojekt” i Aarhus

Den aarhusianske forskerpark og professionelle fællesskab for videnstunge startups, spinouts og scaleups, Incuba, vandt torsdag aften prisen for Årets Ejendomsprojekt i Aarhus ved et arrangement af Aarhus Real Estate Network.

Incuba vandt prisen for sit projekt Incuba Next.

Incuba sammen med juryen. Foto: Estate Media/ Christoffer Bagge

Incuba Next er en 18 etager stor bygning med 22.000 kvm til vækstorienterede teknologivirksomheder midt i byens IT- og innovationsmiljø. Den har været undervejs i flere år og vil stå færdig til oktober på Katrinebjerg i Aarhus.

Når den står færdig, vil den være et af Aarhus’ højeste punkter.

Juryen havde i sin indstilling af Incuba Next lagt vægt på, at projektet er med til at sætte Katrinebjerg på Danmarkskortet i forhold til at skabe innovative studie- og forskningsmiljøer som i det lange løb kommer til at gavne i alle dele af landet, og som kommer til at fremtidssikre Aarhus.

Incuba Next vandt foran Lighthouse, der har vundet en international pris i 2023 for det bedste højhusbyggeri mellem 100 og 199 meter, og Nicolinehus.

Det var med stolthed og ydmyghed, at adm. direktør i Incuba, Mia Louise Agerskov, sammen med sit team modtog prisen foran næsten 150 mennesker torsdag aften.

– Vi er virkelig oprigtig stolte og glade for denne her pris. Det er helt fantastisk. Noget af det som vi forsøger at gøre i Incuba, det er at forsøge at skabe nogle særlige miljøer i vores ejendomme. For os er det her ikke bare et byggeri, det er en ramme, der skal skabe ideelle forhold for startups og etablerede virksomheder inden for de områder, som vi beskæftiger os med, sagde hun på scenen omgivet af juryen og sit team.

Det er en jury bestående af Estate Medias chefredaktør, Kamilla Sevel, Claus Haase-Clausen, Head of Project Development, Per Aarsleff, Mette Qvist, underdirektør med fokus på ESG, EjendomDanmark og Søren Madsen, direktør, GPP Arkitekter, der har udvalgte projekterne til prisuddelingen på baggrund af indstillinger.

Efter juryens udvælgelse er projekterne blevet lagt ud til afstemning. Her har 700 mennesker stemt, fortalte formand for Aarren og Senior Director i Colliers, Mehrdad Mangaard Sarraf.

Udover hovedprisen uddelte Aarhus-netværket også prisen for Årets Bæredygtighedsprojekt.

Her vandt Raundahl & Moesby.

Juryen havde lagt vægt på, at de som entreprenører tager et usædvanligt højt ansvar for branchen i forhold til bæredygtighed, men i særdeleshed også i forhold til, at de samler viden og deler den med resten af branchen. Derudover er de i gang med at etablere en solcellepark, hvis formål er at gøre dem energineutrale ved at producere grøn strøm svarende til forbrug af almindelig strøm på deres byggerier og kontorer i henholdsvis Aarhus og Valby.

For begge kategorier er der fra juryens side lagt særligt vægt på, at de nominerede hver især har gået forrest i forhold til arkitektur, bæredygtighed, materialevalg og banet vejen for fremtidige projekter.

Der er også lagt særlig vægt på, at de nominerede har givet noget tilbage til byen i forhold til fællesskab, byliv og samtidig har været med til at sætte Aarhus på Danmarkskortet.





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder