ESG. Tre små bogstaver, der kan få de fleste CEOs til at ryste i bukserne. For man vil jo så gerne levere, så investorer og andre interessenter føler sig komfortable i ens professionelle selskab og synes, at man gør det godt, og det gør man kun, hvis man har styr på de tre bogstaver.

Når det kommer til S – sociale forhold – så er der mange måder at omfavne det på, men ingen af dem er særlig ligetil. Det kan være at levere produkter, der taler ind i en social sammenhæng. Det kan også være at bidrage med noget for at skabe et bedre samfund eller en større social indsats.

I ejendomsbranchen har vi set flere eksempler på, at aktørerne gerne vil være med til at støtte sociale og velgørende initiativer. Lad mig give nogle eksempler:

Giver noget tilbage
En måde at gøre det på er at give “noget” tilbage til byen. Det gælder for eksempel Jeudan, som har udviklet en ejendom på Øster Allé 3, hvor postmuseet Enigma er rykket ind uden, at der er udsigt til, at det bliver en god forretning foreløbig eller Kilden & Hindby/Hommelhoff i Aarhus, der har skabt og driver en lille udstilling i bunden af højhuset Lighthouse. Det er et stykke “S” eller Pro Bono-arbejde, som de har 100 procent kontrol over.

Det samme er gældende for Olav de Linde, som forleden fortalte, at han stadig ikke tjener penge på udlejning af markedspladsen Bazar Vest i Gellerup-kvarteret i Aarhus, men er tilfreds med at bidrage til, at en række stadeholdere gør det.

Vi har også set, at Core Property Management for eksempel har medvirket som “fødselshjælper” ved stiftelse af selskabet Hellebro, der er et herberg for hjemløse unge og har hjulpet med at skubbe driften af ejendomsselskabet i gang og købe Hellebro-ejendommen på Mosedalvej i Valby.

En anden måde at opfylde sit S-potentiale på er at give et beløb til for eksempel skoler i Afrika.

Her har ESG-rådgiveren Ali Simiab været i spidsen for et initiativ som en lang række aktører som Birch Ejendomme, Bruun & Hjejle, Copenhagen Capital, Cushman & Wakefield Red, Heimdal Nordic, Raundahl & Moesby, Husen Advokater, Ikano Bolig, Kereby, Nordstern, NREP, Resights, Sjælsø Management, Sustainable Law, Thylander og Wihlborgs blot for at nævne nogle af dem, der tidligere har støttet op omkring det initiativ.

En tredje og dilemmafyldt vej
Et tredje eksempel er foreningen Real Care, som Deas, Lundgrens, Jeudan, Colliers, Thylander, Dreyers Fond, PWC og CEJ har støttet.

Real Care er stiftet af Line Skovfred, som har fået aktørerne med på at give penge til at bidrage til udviklingen af et socialt bæredygtigt samfund med fokus på at skabe trygge rammer og sikre social retfærdighed for udsatte børn og unge. I første omgang har foreningen især støttet Joannahuset.

Det er alt sammen noget, der er gjort i bedste mening for at dele ud af en del af overskuddet og dermed understøtte virksomhedernes sociale engagement. Men i modsætning til modellen med at have ejendomme, hvor brugerne ikke kan betale den fulde husleje og understøttes af udlejerne, så er bidragene til tredjeparter langt sværere at have kontrol over.

Det viste sig mellem jul og nytår, hvor det kom frem, at en række kommuner har rejst kritik af Joannahusets virke. Kritikken bunder blandt andet i, at Joannahuset tager de unges parti, hvilket også netop er det, der gør, at de faktisk gør en forskel og en forandring i de unges liv. Men samtidig er deres hjælp og rådgivning ikke altid i overensstemmelse med kommunernes vurdering af en igangværende sag. Så er spørgsmålet, hvor tæt en ejendomsaktør i så lille en forening vurderes som den, der driver udviklingen. Kan der for eksempel opstå dilemmaer for nogle af de aktører, der den ene dag skal forhandle om et projekt med en kommune, mens de samtidig støtter et projekt som selvsamme kommune rejser kritik af?

Det har de pågældende aktører måske – måske ikke – allerede overvejet. Indtil videre er eksemplet tænkt, og det ville være ærgerligt, hvis skismaet betyder, at man helt afholder sig fra at støtte velgørende formål, fordi man er bange for at komme galt afsted.

En løsning der ligger lige for
Men man kan ikke komme udenom, at ønsket om at kigge en virksomhed efter i kortene, inden man entrerer med den, bliver større og større i øjeblikket både fra leverandører, potentielle medarbejdere, investorer og andre interessenter. Derfor vil det i de kommende år blive stadig sværere at skyde sin S-indsats foran sig via andre fonde og selskaber. I stedet er min forventning, at der vil blive krævet, at man i stedet tager en selvstændig aktiv indsats.

Løsningen, som ligger lige for, men som ingen har grebet – endnu, – bør være at skabe et fællesskab i ejendomsbranchen, hvor forskellige aktører for eksempel byder ind med lejemål for eksempel stillet til rådighed for husvilde.

Det kunne også være, at man stillede en vis andel af sine lejemål til rådighed årligt for trængende familier, der bor i ejendommene i forvejen, men som i stedet for at blive sagt op får huslejeudsættelse. De forskellige aktører i ejendomsbranchen kunne også byde ind med hver deres kompetencer. Der er mange modeller.

Ejendomsbranchen er i de senere år blevet beskyldt for at være kold og kynisk. Derfor er det vigtigt, at der bliver skabt synlige indsatser på S’et eller nærmere på Pro Bono-kontoen. Men i dag er hverken de penge, der doneres eller de fælles initiativer med til at skabe en synlig massiv samfundseffekt.

Initiativerne bør for virkelig at batte noget i forhold til ejendomsbranchens image og i forhold til at afspejle det ansvar, som ejendomsbranchen har for samfundets udvikling udspringe af det, der er ejendomsbranchens vigtigste kernekompetencer og vel også det egentlige “Why”: Nemlig at stille boliger til rådighed for folket.

Den stafet bør nogle gribe hurtigst muligt.