Michael Sehested. Foto: Wilfred Gachau

Michael Sehested går personligt konkurs

Den kendte ejendomsprofil Michael Sehested er gået personligt konkurs.

Michael Sehested er i dag ansat i CBRE, men har tidligere både været selvstændig erhvervsmægler og stået i spidsen for investeringsselskabet Victoria Properties, som han startede op sammen med Lars Thylander.

Han har mere end 40 års erfaring i den danske ejendomsbranche, hvor han blandt andet har været partner i det, der dengang hed Eriksen Erhverv, inden han skiftede til Victoria.

Det er Børsen, der skriver om konkursen på baggrund af dokumenter fra skifteretten i Viborg. Af dokumenterne fremgår det, at konkursen sker efter en såkaldt egenbegæring, hvor Michael Sehested erklærede at være insolvent.

Michael Sehested forklarer selv, at konkursen sker, efter han har foretaget en investering på Frederiksberg, der er kommet i problemer.

– Der er nogle ting, der skal afklares, og nogle ejendomme, der skal sælges. Når ejendommene er solgt, foreligger der en ny situation, hvor vi kan se på, hvad der er historien, siger han til Børsen.

Ifølge Børsen omfatter konkursen to erhvervsejendomme beliggende Sylows Allé 17 og 21 på Frederiksberg.

Estate Media har været i kontakt med Michael Sehested, der oplyser, at han ikke har nogen kommentarer til situationen på nuværende tidspunkt.

CBRE bekendt med situation
Michael Sehested har været en del af CBRE siden september 2018, hvor CBRE overtog Sehested Group.

Et halvt år forinden havde Michael Sehested og hans professionelle partner Anette Grotum fortalt til Estate Media, at de var på udkig efter en international partner, da opgaverne i ejendomsbranchen blev stadig mere internationale og komplekse.

Michael Sehested blev i forbindelse med overtagelsen indsat som Executive Director i CBRE. En rolle, som han også indtager i dag. CBRE fortæller til Børsen, at de kender til Michael Sehesteds situation.

Bekendt med nødlidende ejendomme
Michael Sehested er med sin erfaring og indblik i ejendomsbranchen ikke ukendt med nødlidende ejendomme.

Det var ham, der skruede en løsning sammen på det “blå hotel i Frankfurt”, som blev et af de mest omtalte ejendomskøb og salg i kølvandet på finanskrisen.

 

Michael Sehested er tidligere lykkes med at få nødlidende ejendomme solgt. Her fra Estate Magasin nr. 10 – 2011.

Det var Danmarkshistoriens største K/S nogensinde og samtidig var der en række mediedarlings på listen over investorer. Men ud af de ni kommanditister gik tre konkurs, 1 døde og en kom under bankledelse. På trods af så hårde odds i en krisetid, blev hotellet aldrig nødlidende, og alle parter skrev i sidste ende under på en salgsaftale med skindet på næsen.

Dengang var det Michael Sehested, der lykkedes med at samle alle trådene ved tålmodigt benarbejde i både Danmark og Tyskland og fik hotellet solgt til norske Wenaas Gruppen.





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder