Sophie Hæstorp Andersen. Foto: Region Hovedstaden.

Sophie Hæstorp Andersen vil gribe ind på ejendomsmarkedet i København

Københavns overborgmester Sophie Hæstorp Andersen er bekymret over boligsituationen i København.

Det siger hun i forbindelse med offentliggørelsen af boligredegørelsen for Københavns Kommune.

Efter flere år med historisk høj byggeaktivitet oplever hovedstaden nu en afmatning af boligmarkedet. Det viser en ny boligredegørelse af det københavnske boligmarked.

I 2022 blev der opført 2.600 færre boliger end i 2021. Faktisk skal man seks år tilbage for at finde et år med færre nyopførte boliger.

– Jeg er bekymret for, om der vil være boliger nok i byen til, at mine børn kan blive boende i København. Lige nu bliver der bygget for lidt, hvis vi skal sikre boliger, der er til at betale for alle. Vi er ganske enkelt nødt til at fastholde en højere byggetakt, hvis københavnerfamilier og vores børn skal kunne bo og leve i byen. Den nye boligredegørelse kalder på en nødvendig boligdebat på Københavns Rådhus, siger overborgmester Sophie Hæstorp Andersen.

Af redegørelsen fremgår det, at to tredjedele af alle nyopførte boliger siden 2011 er private udlejningsboliger.

Den tendens ønsker Sophie Hæstorp Andersen at vende, og derfor efterlyser hun nu hjælp fra Christiansborg.

Overborgmesteren ønsker, at regeringen vil give Københavns Kommune muligheden for, at kommunen kan stille krav om, at almene boliger og private boliger skal opføres i samme takt, og så der kan stilles krav om mindsteandel af ejerboliger i nye lokalplaner.

– Vi kan ikke have en by, hvor rå profit styrer boligmarkedet. Det er ganske enkelt uretfærdigt. København må aldrig blive ligesom London eller New York, hvor sygeplejersken og politibetjenten ikke har råd til at bo, påpeger overborgmester Sophie Hæstorp Andersen.

Næste år skal Københavns Borgerrepræsentation tage stilling til byens udvikling de kommende tolv år, når der skal vedtages en ny kommuneplan.

Onsdag aften skal Sophie Hæstorp Andersen drøfte boligredegørelsen på Københavns Rådhus med resten af Borgerrepræsentationen.





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder