Af Peter Stenholm, adm. direktør i EjendomDanmark

I sidste uge fik de danske boligejere mulighed for at tjekke deres foreløbige ejendomsvurderinger, som er beskatningsgrundlaget for ejendomsskatten 2024. Herefter eksploderede mediebilledet med vilde eksempler på vurderinger. Det er ikke noget, der bidrager til den tillid og tryghed, som gerne skal ligge til grund for skattebetalingen.

Mens tvivlen nu raser blandt landets boligejere, er spørgsmålene hos ejendomsvirksomhederne endnu større. Her venter vi fortsat på de endelige erhvervsejendomsvurderinger.

Ejendomsvurderingerne og beskatningen af ejendomme har været et smertensbarn i et årti. Da et bredt flertal i Folketinget i 2017 landede en politisk aftale, var den overordnede linje, at beskatningen skulle være på baggrund af realistiske og løbende opdaterede vurderinger. Dertil skulle selve overgangen så resultere i så få udsving og så lidt usikkerhed som muligt. Kort sagt: Systemet skulle skabe tillid og tryghed.

Dækningsafgiften og uvished
Her godt tre måneder før overgangen til det nye system, står det – som det længe har gjort – beklageligvis klart, at flere af forudsætningerne er skredet.

Vi står med et system, hvor overgangen til en ny beskatningsmodel sker, uden vi kender de nye vurderinger. Det har ejendomsvirksomhederne i de af landets kommuner, hvor der er indført dækningsafgift, allerede mærket.

Dækningsafgiften er nemlig i dag reelt en aconto beskatning ud fra enten de foreløbige eller gamle vurderinger. Men dog med den problematiske krølle, at der ikke er et beskyttende loft over den samlede efterbetaling. Der kommer nemlig en fuld efterregulering af dækningsafgiften, når de endelige vurderinger findes engang ude i fremtiden.

Jeg forstår derfor til fulde de mange boligejeres bekymring og usikkerhed. Den usikkerhed deler de med landets ejendomsvirksomheder. Næste skridt er nemlig vurderingerne af erhvervsejendomme. Her er der dog blevet opgivet at lave vurderinger på baggrund af erhvervsejendomsdata. De kommende vurderinger bygger på data fra ejerboligerne. Men sidste uges mediehistorier gør os desværre ikke tryggere ved den løsning, der i forvejen har synet problematisk.

Behov for stabilitet
Det er derfor vanskeligt at konkludere andet, end at overgangen til et nyt ejendomsskattesystem ligner noget rod.  I bagklogskabens ulideligt klare lys, havde det nok været at foretrække at sigte efter en simplere model, der til gengæld ville have været lettere at forstå og implementere – og dermed skabe større tryghed

I stedet er vi i dag et sted, hvor hele ejendomsmarkedet trænger til afklaring, gennemskuelighed og økonomisk stabilitet.

Vi skal ikke nødvendigvis begynde forfra, så jeg opfordrer i stedet politikerne til at luge ud i kompleksiteten i vurderingssystemet. Dermed kan de sikre borgere og virksomheders retssikkerhed i denne overgangsfase.

Forsigtighedsprincip
Der kunne indføres et gennemgående forsigtighedsprincip, så både virksomheder og borgere ved, hvad de maksimalt skal betale i ejendomsskat i et givent år.

Dertil burde de fornuftige regler om stigningsbegrænsningsregler bredes ud til også at dække de hjørner af ejendomsmarkedet, der falder uden for under de nuværende regler, så vi ikke også her skal igennem et hav af skøre cases i indfasningen.

Derudover burde der findes en løsning på den nuværende dækningsafgifts a conto-model. Dette område er helt fritaget for overgangsordninger og beskyttelsesmekanismer. De medfølgende ukendte potentielle skattestigninger på op til flere hundrede procenter gift for virksomhederne og investeringslysten.

Det kunne overvejes politisk, om man skulle fjerne tinglysningsafgiften, så der skabes en modvægt til den indlåsningseffekt, som de nye vurderinger og en skatterabat, der bortfalder ved fraflytning, forårsager.

Alt i alt står vi et særdeles vanskeligt sted, og der brug for tillid og tryghed til både vurderinger og skatteindbetalingerne. Jeg håber, at avisernes forsider om et halvt år fortæller en historie om fremgang med politikere, der sætter klart fokus på at sikre ro og tillid til systemet.