Ejendomspriserne 2023: Stem på de nominerede til Årets profil

For 11. år i træk uddeler Estate Media den 7. september priser til en række profiler i ejendomsbranchen, der på forbilledlig vis har været med til at vise best practice inden for sit felt.

Som optakt til prisuddelingen zoomer redaktionen ind på de nominerede. Frem til og med fredag den 25. august kan du nå at afgive din stemme på de nominerede til Ejendomspriserne, som er delt op i fem kategorier – Årets projekt, Årets transaktion, Årets profil, Årets velkomst og hovedprisen: Estate Media Prisen.

I denne artikel sætter vi fokus på de nominerede til Årets profil. Prisen går til en aktør i branchen, der på forbilledlig vis har talt for eller iværksat tiltag til at forbedre branchens udvikling og/eller image. Årets profil har været et eksempel på best practice enten inden for sit felt eller for branchen som helhed. 

De nominerede

Tomas Zhang Mathisen

Efter 1,5 år i branchen har Tomas Zhang Mathisen gjort et fantastisk stykke arbejde med at drive digitaliseringen ude hos rådgivende ingeniører indenfor drift og vedligehold af ejendomme. Et område, som bliver vigtigere og vigtigere i branchen. ”Jeg indstiller Tomas, fordi han er en rollemodel for mange unge IT-talenter, og hvis byggebranchen vil i retning af bæredygtighed, AI, data og digitalisering, så har branchen hårdt brug for at tiltrække dygtige IT-talenter. Derfor skal Tomas være årets profil i ejendomsbranchen 2023. Nye tider, nye profiler og nye rollemodeller”, lyder det i nomineringen af Tomas Zhang Mathisen.  

 

Brian Schou

Brian Schou er en af de mest produktive og innovative ejendomsudviklere i Danmark. Brian er en udvikler, der flytter grænser planmæssigt i et formidabelt samarbejde med myndighederne. Han giver ligeledes en del af sin store erfaring videre til de unge studerende med indlæg på KEA – Bygningskonstruktørskolen i København. For en del år siden faldt Brian ned fra et træ under en jagt og sidder i dag i kørestol. Det afholder ham dog ikke fra at svømme i Øresund, at være en flittig jæger i ind- og udland, tage helikoptercertifikat eller afholde ferier på sit-ski. “Hans ukuelighed, energi og positive indstilling til tilværelsen til trods for hans ovennævnte udfordringer er en kæmpe inspiration for alle, der har fornøjelsen af at arbejde sammen med ham i ejendomsbranchen”, lyder det i indstillingen.  

 

Erling Thygesen

Adm. direktør Erling Thygesen, Fælledby. Foto: Estate Media.

Erling Thygesen er adm. direktør for et af de projekter i Danmark, der nok har haft de sværeste fremdriftsvilkår de seneste år. Fælledby er gang på gang blevet stoppet af den ene eller anden form for aktivisme, så der skal hele tiden tænkes kreativt og ikke mindst holdes en forbilledlig balance mellem at komme så glat igennem som muligt og samtidig forsøge at sikre de mange pensionsopspareres værdier, når projektet har haft det ene ufrivillige stop efter det andet. Det er ejendomsbranchens nye arbejdsvilkår, som Erling Thygesen har været nødt til at håndtere på så diplomatisk vis som muligt i frontlinjen.   

 

Rikke Lykke

Adm. direktør Rikke Lykke, Deas Gruppen. Foto: Claus Sall

Rikke Lykke blev hentet ind som CEO til Deas i august 2021 og siden er det gået stærkt. “Med ikke-kompromitterbare værdier, en vis utålmodighed og høje ambitioner har hun skabt mærkbar forandring og kulturændringer i Deas”, hedder det i nomineringen. Første regnskab blev historisk med tæt på en milliard kr. i omsætning og et EBITDA, der steg med 32 procent. Rikke er desuden en markant stemme i offentligheden, hvor især diversitet og ansvarlighed er højt på agendaen. For Rikke er mangfoldighed, faglighed og inklusion nøglen til innovation og vækst.  

 

Rasmus Thingholm

“Rasmus er fagligt en virkelig dygtig advokat og absolut også en gave til branchen på grund af hans ekstra gear, der kommer os alle til gavn i form af debat, netværk og en evig indsats for at hive andre med op”. Sådan lød det i indstillingen af Rasmus Thingholm til årets talentliste, der blev fulgt op af en placering på Berlingskes Talent100. Fortjent. For Rasmus Thingholm er ikke bare NCC-advokat, men arbejder dedikeret til mange advokaters glæde for bedre vilkår via DJØF Advokat og har blandt andet fået sat barsel og andre kontraktforhold på dagsordenen langt udover ejendomsbranchen.   

 

Hvis du ikke allerede har stemt på din favorit til Årets projekt, kan du stemme på den og de nominerede i de fire andre kategorier i forbindelse med Ejendomspriserne 2023. Stem via linket HER

Du kan kun stemme én gang – rigtig god fornøjelse!





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder